mægtiges Haand. De lode ham vide, at Kongen vilde have i Landshjælp af Almuen to Lod Sølv af hver Mand, hvilket var samtykket i Bergen, og denne Skat skulde Erkebiskoppen inddrive i sit Len. Endelig fordrede de, at han skulde tilbagekalde de Fogeder, han havde indsat i de Len, han under Kristians Ophold i Norge havde bemægtiget sig.
Erkebiskoppen svarede den 9de September fra Stenvikholm, at han holdt sig til Overenskomsten i Oslo og vilde opbie Udfaldet af Kong Kristians Underhandlinger med Kong Fredrik, for han underkastede sig denne sidste. Han erkjendte, ifølge Overenskomsten, Fredrik for Menigmands Konge; men han vilde selv holde Almuen i sine Len til Lydighed mod ham, – de Fuldmægtige havde intet dermed at gjøre. Vardøhus Len vilde han rømme, saasnart Hr. Vincentius selv drog did; men Fru Ingerds Len ikke, førend de havde forladt Throndhjems By, som hørte til de Len, Erkebiskoppen havde før Kristians Komme.
Da de Fuldmægtige, i et nyt, bittert Brev af 12te September, gjentoge sit Forlangende om den nye Eds Aflæggelse til dem, eftersom Erkebiskoppen, der selv bekjender sig endnu at være Kong Kristians Mand, ikke kan modtage den paa Kong Fredriks Vegne, – gav Erkebiskoppen, der desuden opfordredes til det samme af Throndhjems Borgere, efter i dette Stykke, og indkaldte den 23de samme Maaned ser Mænd af hver Skibrede til Throndhjem, hvilke før de Fuldmægtige hyldede Kong Fredrik og samtykte Landehjælpen. Erkebiskoppen paatog sig desuden ved et Brev fra Stenvikholm af 25de September at opkræve denne Skat i sit Len; men han holdt sig forøvrigt før sin egen Person til Overenskomsten i Oslo, hvilken han forpligtede sig til at holde[1].
Saaledes stode Sagerne i det Throndhjemske, da nye Beslutninger, tagne i Kjøbenhavn, paaskyndede deres endelige Afgjørelse. – Biskop Hans Reff af Oslo, der – med eller mod sit eget Ønske – var bleven en af de Personer, der sterkest havde indviklet sig i Kristians Sag, fandt det, ved Knut Gyldenstjernes Afreise med Kong Kristian, tjenligst for sig at følge med til Kjøbenhavn for der personlig at søge sin Fred hos Kong Fredrik. Det lykkedes ham ogsaa at udvirke den, dog ikke uden Opoffrelser. Han maatte love 6000 Lod Sølv[2], og derhos den 3die August, i Biskopsgaarden i Kjøbenhavn, udstede et Forpligtelsesbrev. Han erklærede i dette, at da Kongen, for Guds Skyld og for det danske Rigsraads Forbøn, havde naadigen
