Biskopsdømme og det blev denne i Kongens Navn paalagt at være lydige mod Erkebiskoppen paa Kirkens Vegne som før[1].
Mange Medlemmer af Norges Raad vare nu samlede i Throndhjem, saaledes at man næsten kan ansee Forsamlingen som et Raadsmøde. Ved denne Leilighed kunde altsaa passende udføres, hvad Biskop Hans Reff allerede havde forpligtet sig til, og hvad der maa antages at være de Fuldmægtige befalet særligen at paasee, nemlig at Hyldingen til Kristian II og hans Søn formeligen blev ved Brev og Segl tilbagekaldt. Som Raadsmedlemmer, der i sin Tid havde hyldet Kristian, nævnes her følgende: Erkebiskop Olaf, Anders Mus, forhenværende Biskop af Oslo, Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo, Gaute Galle Ridder, Erik Erikssøn og Erik Ugerup Væbnere; alle disse opskreve ham nu den 7de November 1532 Huldskab og Troskab. Samme Dag blev ogsaa et latinsk Brev udstedt til Keiser Karl V af Erkebiskoppen, Biskopperne Anders, Magnus og Hans, Provst Matthias, Hans Abbed af Hovedø, og, som der lægges til uden Navnes Nævnelse, „de øvrige Raadsmedlemmer af dette Parti“, – hvorved det aabne Brev af 5te Januar 1532 tilbagekaldes, i hvilket de samme Herrer havde hyldet Kristians Søn, Keiserens Søstersøn, Hertug Johannes som Norges Arveherre. Endelig blev samme Dag, den 7de November 1532 af Erkebiskop Olaf, Biskopperne Anders Mus, Magnus Lauritssøn og Hans Reff, Vincentius Lunge, Gaute Galle og Nils Lykke, Riddere, Erik Ugerup og Erik Erikssøn, Væbnere, i Egenskab af Norges Riges Raad, et Brev givet, hvori de erklære, at de kongelige Fuldmægtige, Herrerne Trud Ulfstand og Klaus Bilde, have, i Kongens og det danske Raads Navn, foreholdt Norges Raad den Fred og det Forbund, der af deres Forfædre er gjort begge Riger imellem.. Dette Forbund stadfæste de, dog med Forbehold, „at alle Norges Riges Herligheder, Recesser, Friheder, Privilegier blive ved fuld Magt og uforkrænkede i alle Maader“. Udfordres nogen videre Underhandling om hvad vedkommer Kongens og begge Rigers Ære, Gavn og Fred, da henstille de dette „til begge Rigers Raads, hver paa sin Side, deres almindelige Sammenkomst, med et menigt endrægtigt Raad at formere og forbedre“[2].
Dette sidste Brev maa ansees som Slutningsdokumentet for den hele Underhandling, og det kan neppe forklares anderledes end som en Erklæring om, at Norge nu var vendt tilbage igjen i den selv- samme Stilling til Kong Fredrik og Danmark, hvori det var før Kristian II’s seneste Komme didhen. Foreningen af 1450 skulde staa ved Magt, men ogsaa Kong Fredriks norske Haandfæstning af 1524; – det vil sige: det gamle svævende, ubestemte Forhold skulde vedblive.
