Det maa ellers mærkes, at der i disse Underhandlinger, hverken
for Raadets Vedkommende i Almindelighed eller for enkelte af dets
Medlemmers, f. Ex. Erkebiskoppens, i Særdeleshed, er Tale om nogen
saadan Forpligtelse med Hensyn til Kongevalget efter Fredriks Død,
som den, Biskop Hans Reff for sin Person havde maattet udstede[1],
og hvorved det norske Raad, ifald det havde underkastet sig den, saa
godt som maatte agtes at have fraskrevet sig al Frihed i sit Kongevalg[2].
Imidlertid var det saa langt fra, at Hans Reffs Forpligtelse
udtrykkelig blev hævet, at meget meer Biskop Magnus af Hamar,
uvist naar, maatte udstede en ligelydende, ligesom ogsaa sidstnævnte
Biskop, efter de kongelige Fuldmægtiges Tilbagekomst til Oslo, maatte
der den 1ste December 1532 give dem sit Brev paa en Bod til Kongen
af 2500 Lod Sølv.
Biskopperne Hoskold af Stavanger og Olaf af Bergen gik, saavidt vides, uskadt ud af den Røre, som Kristian II’s Angreb fremkaldte i Norge. Aarsagen er let at see. Biskop Olaf var hele Tiden under de danske Magthaveres Forsvar og Formynderskab i Bergen, og var vel heller ikke, med sin gjerrige Natur, synderlig oplagt til utvungen at give Penge ud til et politisk Foretagende som Kristians. Hvad Hoskold angaar, da maa det have lykkets ham enten ganske at undgaa al Indblanding i Kristians Sag, eller itide igjen at trække sig ud af den. Vist er det, at ingen Bod findes at være nogen af disse to Biskopper paalagt.
Hovedø Cistercienserkloster blev, som vi have seet, i 1532 paa Grund af Abbed Hans Anderssøns Overgang til Kristian II, opbrændt og forstyrret for aldrig meer at gjenreises. Dets Gods lagdes til Akershus Slot. Ogsaa Prioren i Varna Johanitterkloster eller Hospital havde erklæret sig for Kristian i 1531 og sendt ham et Bidrag af 40 Lod Sølv, dog, som det lader, med temmelig egennyttige Sidehensyn. Hans Frafald fra Fredrik kom imidlertid ham og Klosteret dyrt at staa. Thi Kongen tog heraf Anledning til, den 2den August 1532, at forlene sin Hofsinde Peter Brokkenhus med Varna paa det Vilkaar, at han skulde underholde Brødrene[3]. To anseede og rige Klosteres Sekularisation var altsaa blandt de flere for den norske Kirke bittre Følger af Kristian II’s Foretagende.
Da Trud Ulfstand og Klaus Bilde havde udført sit Hverv, saaledes som nu er fortalt, forlode de Norge og droge til Kong Fredrik paa Gottorp, hvor de vare tilstede ved hans Død i Begyndelsen af 1533. Om nogen egentlig Stadfæstelse fra Fredriks Side af den sluttede Overenskomst, er der ingensteds Tale. Rimeligvis er en saa-
