grundede sig nu ikke alene paa gammel Vedtægt, men var ogsaa udtrykkeligen bestemt i Frederik I’s norske Haandfæstning[1]. Olaf Engelbrektssøn var altsaa med fuld Ret at agte for Kongedømmets Vikarius, indtil en ny Konge var bleven valgt. Han sees ogsaa at have været erkjendt herfor af det norske Raad, af Almuen i Norge og af de udenlandske Regjeringer, som ønskede at træde i Underhandlinger med Norge. Hvorledes man tænkte sig Erkebiskop og Raad under Tronledigheden i Forening at udfylde Kongedømmets Sted, viser sig af de saakaldte Landsvistbreve, der ellers efter gammel Skik udstedtes af Kansleren i Kongens Navn, men nu overskreves: „Vi Olaf, med Guds Naade Erkebiskop i Throndhjem og pavelig Sædes Legat, med menige Norges Riges Raad, paa Norges Krones Vegne“ o. s. v. og besegledes af „Provsten til Mariekirke i Oslo, Norges Riges Kansler“[2].
Af Raadets ældre geistlige Medlemmer var Matthias Hvoruf aftraadt, baade som Provst til Mariekirken og som Kansler, i Løbet af 1532. Aarsagen til hans Fratrædelse har muligen været hans Forhold til Kristian II. Han maa antages at have været i Live endnu i November 1532[3]. Men allerede den 25de Oktober samme Aar var hans Eftermand udnævnt af Kong Fredrik, nemlig Magister Morten Krabbe, en dansk Adelsmand[4]. Af Raadets verdslige Medlemmer vare, som vi allerede vide, de tvende indflydelsesrigeste de danskfødte Riddere Vincentius Lunge og Nils Lykke. Landets tre Hovedslotte vare fremdeles i tre danske Adelsmænds Hænder, nemlig Bergenhus i Esge Bildes, Baahus i Klaus Bildes, og Akershus i Erik Gyldenstjernes, der i 1532 havde efterfulgt Mogens Gyldenstjerne. I alle disse danske Herrer havde Erkebiskop Olaf en sterk Modvegt, ifald han skulde faa i Sinde at benytte Leiligheden og sin egen Magt til at skille Norge fra Danmark.
Om en saadan Tanke opstod og udviklede sig i Olaf Engelbrektssøns Sjæl, kunde det ikke undre Nogen, og neppe være blevet ham af Eftertiden regnet til Last. Det Indblik i Foreningen mellem de to Riger, han gjennem længere Tids bittre Erfaringer havde vundet, kunde umulig have gjort ham den kjær eller have overbevist ham om dens Gavnlighed for Norge. Han maatte tvertimod have været sløv ja stokblind baade paa Forstand og Syn – og det var Olaf Engelbrektssøn ingenlunde –, om han ikke skulde have mærket, at Foreningen, som den var, ikke passede med Norges Forhold, og at den, saalangt fra at styrke Rigets Selvstændighed og befordre dets Kraft,
