Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/753

739

Mellemrige; Erkeb. Olafs Stilling under samme.

undergrov begge Dele. Hvad kunde det nytte at opstille Overenskomster mellem Rigerne, den ene i Ordelag høitideligere end den anden, – at binde Kongen ved Haandfæstninger, den ene strengere end den anden, – naar Overenskomstens varme Løfter i Virkeligheden opløste sig til tomt Mundsveir, og Haandfæstningernes klareste Bestemmelser omgikkes eller brødes? Man kan sige: baade Overenskomsterne og Haandfæstningerne vare ufuldkomne, svævende, utydelige Statsakter, oftest beregnede paa Øieblikket, paa at dæmpe en netop tilstedeværende Uenighed snarest muligt, og derfor affattede i de rummeste Udtryk, der vare istand til at forene de mest stridige Meninger, – men vel at mærke ogsaa kun for Strinden og paa Pergamentet; naar det kom til Handling vare de unyttige. Det maa indrømmes: saa var det virkelig. Det maa ogsaa indrømmes, at den Tids Statskunst, der hverken var oplyst eller redelig, medførte det. Men den Tanke, der gjennem hele Foreningstiden udtaltes som den egentlig ledende, der idelig laa Underhandlerne paa Læben og aldrig undlod at fremtræde i Bogstaverne paa Pergamentet, – den Tanke, at de tre forenede Riger skulde udgjøre et Statsforbund i fuldkommen Sideordning og med Vedligeholdelse af hvert enkelt Riges fulde Selvstændighed i Alt hvad der repræsenterede dets Nationalitet, – hvorledes fastholdtes vel den? – Den fastholdtes i Ord, men sjelden i Gjerning! og hos de Danske – hvad enten man nu ved dette Navn vil betegne Konge eller Raad eller, hvad udentvivl er rigtigst, begge Magter tilsammen – yttrede sig bestandig paa den kjendeligste Maade en Stræben efter at opkaste sig til de tvende medforbundne Rigers Herre og Formynder, og ved Siden heraf efterhaanden at sammensmelte alle tre Folkefærd til eet, eller i det mindste de raadende Stormandsklasser i dem til een. Dette var ligefra Oldenborgernes Opstigen paa Tronen blevet iøinefaldende for alle tre Riger, og for Norges Vedkommende, især fra Kong Hans’s Død, fuldkommen haandgribeligt. Man vil her atter henvise til Tidsalderens uklare Begreber om Stat og Statsforhold: man forstod ikke at bygge et saadant ligeligt Statsforbund som det, hvorom her skulde være Tale, man forstod ikke at opstille fuldgyldige Love for det, eller at verne om hver enkelt Folkeligheds Selvstændighed, men var altfor tilbøielig til at forvexle Begreberne Forening og Sammensmeltning. Ogsaa dette ville vi indrømme: den politiske Tankes tilfredsstillende Gjennemførelse i Virkeligheden var for hin Tid en yderst vanskelig, for ikke at sige umulig Opgave. Men forholdt alt dette sig i Sandhed saaledes, og fandtes der tillige i de tvende mindre begunstigede Riger Mænd, som indsaa den ufuldkomment indrettede Forenings Fordærvelighed for sit Fædrenelands Kraft og Selvstændighed, uden at kunne fatte Muligheden af dens meer til-