fredsstillende Ordning, – hvad Under da, om disse Mænd arbeidede paa dens Opløsning ved Underhandlinger eller ved Sverdet? Gustav Erikssøn Vasa var for Sveriges Vedkommende en saadan Mand. Engelbrekt, Karl Knutssøn og de tre Sturer havde før ham arbeidet til samme Maal, men uden fuldstændigt Held. Gustav overhug Knuden, og hans Verk bestod. Hvo tør dadle ham for hvad han gjorde, eller kalde ham en Oprører? Og ligesaalidt som han fortjene, efter min Mening, de Nordmænd at dadles, der ved at see for Norges Vedkommende hvad han saa for Sveriges, besjæledes af samme Forsæt med Hensyn til sit Fædreneland. En Mand som Gustav havde Norge ei paa denne Tid at opvise. Men om der en Gustav i Kraft og Klogskab, Mod og Bestemthed langt underlegen Aand vovede at stræbe mod det samme, kan man ikke bebreide ham denne Stræben selv som oprørsk eller utilbørlig, men vel beklage, at han derved overvurderede sine egne Kræfter, greb feil af Midlerne og til Slutning gav den Folkeselvstændighed Dødsstødet, som han havde tænkt sig Muligheden af at skulle kunne opretholde og styrke. Dette, tror jeg, bør man stille sig klart for Øie, før man dømmer Erkebiskop Olafs Ferd i de for Norge skjebnesvangre Aar, som nu ligge for os, og hvis Hendelser vi skulle gaa over til at fortælle.
Kong Fredrik efterlod sig flere Sønner af sine tvende Egteskaber. Ældst var den oftere forhen omtalte Hertug Kristian, af første Egteskab; han var allerede ved Faderens Død i sit tredivte Aar. Alle de andre vare af andet Egteskab og meget yngre; den ældste af dem, Hans, var kun i sit trettende Aar. Ligesaalidt i Danmark som i Norge var nogen af disse Sønner valgt til Faderens Eftermand i dennes levende Live; men det danske Rigsraad havde dog i Fredriks Tid skriftligen forpligtet sig til at vælge en af dem[1]. Rimeligvis har det været Kongens Hensigt at handle netop om dette Valg paa den Herredag til Nyborg, som han havde indkaldt til Juni 1533. Derfor havde han og til den indbudet det norske Rigsraad; men Erkebiskoppen og flere af de nordenfjældske Medlemmer havde undskyldt sig med, at Tiden var for kort til at de kunde indfinde sig. Der blev heller ikke noget af Herredagen paa det af Kongen bestemte Sted. Saasnart Budskab om Fredriks Død var kommet til Kjøbenhavn, hvor Biskoppen af Roskilde, der tillige var Rigskansler, og flere høie Rigsembedsmænd opholdt sig, sammentraadte der de sjællandske og skaanske Medlemmer af Danmarks Raad og tilskreve derfra den 25de April 1533 Erkebiskop Olaf. De meldte ham Kongens Død, billigede Erkebiskoppens Undskyldning for at indfinde sig til Herredagen i Nyborg, erklærede, at det danske Raad vilde holde den Forening, som
- ↑ Ny D. Mag. II. 201.
