nylig var sluttet med det norske, og som Klaus Bilde og Trud Ulfstand havde overbragt, og opfordrede endelig Erkebiskoppen til at sammenkalde Norges Rigsraad og Adel for at raadslaa om begge Rigers Bedste og fastsætte Tid og Sted til deres Raads Sammenkomst i Danmark til en almindelig fælles Herredag. Med Hensyn til den Skade, som Kirker og Klostere kan være tilføiet, bede de Erkebiskoppen selv rette herpaa for Sammenkomsten; de love, at hvad han i saa Henseende forordner, det skal Danmarks Riges Raad holde. Ifald Norge angribes af nogen Fiende, tilsige de Hjælp fra Danmark[1].
Der nævnes i dette Brev intet om, at den fælles Herredag, for hvilken det norske Raad opfordres til at bestemme Tiden, skulde være en Valgherredag. Have alligevel Udstederne tænkt sig det saaledes, hvilket er rimeligt, da maa de med det samme have tænkt sig, at den Herredag, som, istedetfor til Nyborg, nu var tilsagt til Kjøbenhavn at holdes allerede i Juni Maaned 1533, skulde være en udelukkende dansk Herredag, paa hvilken intet Kongevalg skulde foretages, skjønt man jo derfor gjerne om et saadant foreløbigen kunde tale.
Saaledes blev ogsaa virkelig Tingen tagen, da Herredagen samledes til Kjøbenhavn. Der blev ved dens Aabning henstillet til Raadet, hvorvidt dette fandt det ønskeligt, at paa nærværende Herredag en Konge valgtes; og i faa Tilfælde mindedes det om sin indgangne Forpligtelse, at vælge en af Kong Fredriks Sønner. Men paa den anden Side gjordes opmærksom paa Foreningen med Norge, hvilken fordrede, at Kongevalget skede ved begge Rigers Raad[2]. Danmarks Raad opfordredes imidlertid til ogsaa at tage under Overveielse, hvorledes man skulde bære sig ad med Norges tre Hovedstøtte, Baahus, Akershus og Bergenhus, efterdi Esge Bilde gjerne vilde være af med Befalingen paa det sidstnævnte[3], – en Sag, som forresten ikke kom Danmarks Rigsraad i mindste Maade ved, men som det ved en reen Anmasselse inddrog under sig. En Mængde andre Punkter henstilledes til Raadets Overveielse, men som udelukkende eller nærmest vedkom Danmark; kun de tvende nævnte angik Norge.
Med Hensyn til Kongevalget delte Raadet sig i to Partier, af hvilke det ene ønskede Hertug Kristian, det andet hans yngre Broder Hertug Hans. Paa det første stode alle Reformationens Venner, der vidste, at Kristian var en erklæret Lutheran. Paa det andet stod Biskopperne og den gamle Kirkes øvrige Tilhængere, der frygtede Kristians Hengivenhed for den nye Lære, men derimod haabede at kunne holde den unge Hans fast ved Katholicismen. Ingen af disse Partier synes at have været sikkre paa sin Overlegenhed, helst da Hertug
