Bergen, derpaa samles og overlægge med det søndenfjældske, og saa begge tilsammen søge Herredagen i Kjøbenhavn. Men Erkebiskoppen blev ved sit Forsæt, og Rigsmødet holdtes i Bud i Slutningen af August[1].
At Erkebiskop Olaf skulde have havt i Sinde ved denne Leilighed at drive et særskilt norsk Kongevalg igjennem, er neppe tænkeligt, og det lader sig vanskelig paapege, endog blot gjætningsvis, hvilken Person han isaafald skulde have bragt i Forslag. Hertug Kristian maatte han, af samme Grund som de danske Prælater, frygte at see paa den norske Trone; om den mindreaarige Hertug Hans’s Stemning med Hensyn til Kirken kunde han endnu intet vide eller forudsee; hvad disse to angik, kunde det desuden ikke være nogen Fordeel for det norske Raad at foregribe det danske i Valget. Kristian II sad nøie bevogtet i sit ugjennemtrængelige Fængsel, og Ingen havde endnu kastet sine Øine paa ham; hans Søn, Johannes, var død, og ingen af hans Døttre endnu gifte. Kong Gustav i Sverige endelig maatte Erkebiskoppen, paa Grund af hans allerede noksom udviste ugunstige Sindelag mod Hierarchiet og den romerske Kirke, sky ligesaameget om ikke meer end Hertug Kristian. Hvem skulde han altsaa foreslaa? en af de norske Ubetydeligheder? eller en af de anmassende danske Magthavere? – ingen af Delene kan tænkes. Men skulde han end have pønset paa et Kongevalg, der kunde overskjære Baandet mellem Norge og Danmark – og et saadant maatte man vel forestille sig, at han nærmest skulde have havt for Øie –, saa var der ingen Rimelighed for, at det vilde have ladet sig paa dette Møde gjennemdrive. Det Parti, som holdt paa Foreningen med Danmark og som med de sterkeste Baand var knyttet til dette Rige, var ganske vist paa Forsamlingen det mest raadende. Man ved, at Vincentius Lunge, Nils Lykke, Klaus Bilde, Erik Ugerup, ligesom ogsaa udentvivl Esge Bilde[2] der vare tilstede, medens Biskopperne Olaf af Bergen, Magnus af Hamar, Hans Reff af Oslo, Gaute Galle og en Mængde af dem, som skulde have mødt paa Almuens Vegne, undskyldte sig for at møde.
Men paa et særskilt norsk Kongevalg tænkte, som sagt, dengang ganske vist ikke Erkebiskoppen. Hans Hensigt var kun at enes med det øvrige Raad om Norges Styrelse under Mellemriget samt om hvad der paa den forestaaende Valgherredag til Kjøbenhavn burde fremsættes for at sikkre Norges Selvstændighed. Hvad man kjender af de i Bud fattede Beslutninger er omtrent følgende:
Norges Raad vilde møde i Kjøbenhavn til St. Hansdag 1534 for med det danske Raad at vælge en fælles Konge; dog – bemærkes der – burde den til Kongevalget berammede Herredag egentlig
