af Oldenborg, der først optraadte i Spidsen for en væbnet Magt i Nordtydskland til Fordeel for Kristian II. Efter Grev Kristoffer var det, at den Krig, som nu paafulgte, almindelig blev kaldet: Grevens Feide. Men gjordes end den første Bevægelse for igjen at hæve Kristian II til Kongedømmet udenfor selve Danmark, saa havde han dog der fra ældre Tid af et mægtigt Tilhang blandt de lavere Stænder, Borgere og Bønder. Disse mindedes nemlig, at Kristian II havde taget sig af dem imod Adelen; og denne Stand hadede de nu dobbelt, efter at den under Fredrik I havde tilvendt sig et aldeles utaaleligt Herredømme over det øvrige Folk. Borgerne, af hvilke Mængden nu var Luthers Lære hengiven, saa ogsaa hen til Kristian II, som en Befrier for dem fra Biskoppernes og Papismens Aag. Og alle disse hans gamle Venner begyndte ligesaasnart at røre paa sig, som hans Navn nævntes i Forbindelse med Kronen. Han selv sad jo vist nok i fast og sikkert Forvar paa Sønderborg under Hertug Kristians og det holsteinske Ridderskabs Opsigt; men i hans Navn kunde, som Stemningen var i Danmark, meget udrettes. I Slutningen af Mai Maaned 1534 erklærede Grev Kristoffer sig aabenbart som Kong Kristians Beskytter og Befrier; og allerede den paafølgende 22de Juni landsatte en lybsk Flaade Greven og hans Hær paa Sjælland. Malmø, der i Forveien var forberedt paa det Hele, erklærede sig strax for ham. Kjøbenhavn fulgte snart efter, den 16de Juli, og den 24de s. M. overgav Kjøbenhavns Slot og de danske Krigsskibe sig til Grev Kristoffer. Ved den Tid da Herredagen til Kjøbenhavn skulde have samlet sig, var altsaa hele Danmark i Oprør og Forvirring, og Sjælland saagodtsom i Grev Kristoffers Hænder. Den fælles Herredag var for Øieblikket en Umulighed, og med den vare ogsaa Udsigterne til et fælles Kongevalg for det første afskaarne. Da Esge Bilde kom seilende ind i Øresund, uden endnu at vide hvad der var foregaaet paa Sjælland, blev han den 2den Juli fangen af Lybekkerne og var nu disses Fange først i Danmark og siden i Lybek ligetil i November 1535 uanseet de Anstrængelser, der fra forskjellige Sider gjordes for hans Befrielse, blandt andre ogsaa af Erkebiskop Olaf, som, i Forening med Nils Lykke, fra Stenvikholm den 20de November 1534 tilskrev i den Anledning baade Danmarks Raad og Raadet i Lybek[1]. Vincentius Lunge derimod og Klaus Bilde vare den 10de Juli komne til Landskrona, hvor dengang den skaanske Adel samlede sig til Modstand mod Grev Kristoffer og Lybekkerne[2].
Det varede ikke længe før ogsaa Andre end de lavere Stænder i
