mødte Greven endnu blot Lydighed og udpressede af Adelen betydelig Pengehjælp. Han opbød ogsaa Adelen baade i Skaane og Sjælland til at drage de Svenske imøde. Den skaanske Adel var nærmest forhaanden og samlede sig virkelig ogsaa, tilsyneladende for at standse de Svenskes Fremgang. Men snart indlededes Underhandlinger, og pludselig gjorde den skaanske Adelshær fælles Sag med Svenskerne og rykkede i Forening med dem imod den lybske Hær. Det kom den 12te Januar 1535 til et Slag ved Helsingborg, hvori Tydskerne ganske bleve overvundne. Herved gik Skaane, Halland og Bleking tabt for Greven paa Stæderne Malmø, Landskrona og Vardberg nær.
Denne Begivenhed maatte naturlig gjøre Greven mistænksom mod den sjællandske Adel. Idet han søgte at styrke sin Myndighed ved at tage Titel af Gubernator, Regent eller Rigsforstander og optage Danmarks Vaaben i sit Segl, lod han paa den anden Side den sjællandske Almue fri Tøile til at rase mod sine fordums Undertrykkere, Adelsmændene. Der blev paa Sjælland og Lolland i Januar 1535 anstillet en formelig Jagt paa Herremændene; nogle af dem bleve grusomt dræbte og en Mængde ført fangen til de faste Slotte, der vare i Grevens Hænder. Denne lod tydelig mærke, at det nu var ved Hjælp af de lavere, hidtil undertrykte Stænder han vilde gjennemdrive sin Sag, – noget der forresten var ganske i den Mands Aand, i hvis Navn han handlede, og ligeledes i det Partis, som endnu var det raadende i Lybek. Men Grevens Adfærd paa Sjælland virkede naturligvis, at den øvrige danske Adel, der klart indsaa sin Skjebne, hvis han seirede, nu sluttede sig saa meget fastere og enigere om Hertug Kristian. Dennes Udsigter begyndte saaledes nu fra alle Sider at blive lysere. Den 8de Marts 1535 modtog han en ny almindelig Hylding af Jyllands Stænder i Viborg; og han følte sig nu sterk nok til omtrent samtidig baade at sende Krigsfolk for at styrke sit Parti og de Svenske i Skaane, og træffe Foranstaltninger for at gaa over til Fyen[1].
Virkningerne af denne Tingenes Gang i Danmark sporedes snart paa Stemningen hos de forskjellige mest raadende Stormænd i Norge, der følte, at Tiden nærmede sig, da en Erklæring for Norges Vedkommende med Hensyn til Kongevalget blev paatrængende nødvendig. Imidlertid var i Norges anseligsie Æt en Tvist udbrudt, der øvede stor Indflydelse paa de norske Statsbegivenheders Gang i den nærmeste Fremtid og derfor ikke her kan lades uberørt. – Hr. Nils Lykke havde i 1532 mistet sin Hustru, Elina Nilsdatter, og havde siden indladt sig i en Kjærlighedsforstaaelse med hendes yngste Søster, Lucia, der tilligemed den ældre, Ingeborg, endnu levede ugift hos Mo-
- ↑ Palud.-Müller, Gr. F. I.
