deren, Fru Ingerd. Han beilede til hende; men et saadant Egteskab var imod Kirkens Lov og betragtedes som en Forbrydelse mod Christendommen, som et Kjætteri. Vincentius Lunge, Ættens Verge, afslog derfor paa det bestemteste Nils Lykkes Forlangende, skjønt det paastodes, at Erkebiskoppen skulde have yttret en mildere Anskuelse og talt Hr. Nils’s Sag hos Fru Ingerd. Men de to Elskende vare allerede gangne for vidt i sin Forstaaelse; Lucia var frugtsommelig og fødte i Begyndelsen af 1535 Nils Lykke en Søn. Denne døde vel i April samme Aar; men Forbrydelsen var skeet og Skammen kundbar for Alle. Nils Lykke, der synes at have næret friere religiøse Anskuelser end dengang var tilladt, og i det Hele at have heldet sterkt over til reformatoriske Meninger, fandt selv ikke sin Handling i nogen høi Grad forbrydersk, da kyndige Mænd – som han paastod – havde sagt ham, at Egteskab mellem ham og hans afdøde Kones Søster ikke stred imod Guds Lov (Bibelens Lære). Han forlangte derfor atter Lucia tilegte. Men nu blev Hr. Vincentius rasende, erklærede ligefrem Forbrydelsen for en Dødssag, et Brud paa guddommelige og menneskelige Love, der skulde straffes uden Skaansel, og for hvilket ingen Bod eller Udsoning kunde modtages. Fru Ingerd vilde ikke vide af Egteskabet, men var iøvrigt tilbøielig til at vise større Mildhed. Erkebiskoppen var heller ikke stemt for den yderste Strenghed; han forfulgte ikke strax Sagen, hvilken dog var en Kirkesag og hørte under hans Dom, men gav Nils Lykke midlertidig Leide, for at han kunde forlige sig med Gud og Menneskene, ja behandlede ham fremdeles som Medlem af Rigets Raad. Dog denne Erkebiskoppens Eftergivenhed gjorde kun Hr. Vincentius end meer uforsonlig, og Nils Lykke følte sig saa truet af sin Svoger, at han tog sin Tilflugt paa Fosen Gaard, hvilken han til sin Sikkerhed befæstede. Herfra søgte han Trøst og Hjælp hos sine mægtige Frænder og Venner i Danmark, hvilke han i Begyndelsen af April 1535 tilskrev, ja endog hos Hertug Kristian. Men Svarene, om de nogensinde kom ham til Hænde, vare nedslaaende, selv det fra hans Fader. Hertug Kristian var den eneste, som i et Brev fra Gottorp af 1ste Juni, mærkeligt nok, yttrede, at „skjønt den bibelske Lov vel tillod et saadant Egteskab“, og det var billigt at følge den meer end Menneskenes Lov, saa var dog baade Keiserlov og Landslov, „som ogsaa ere af Gud“, reent derimod. Uagtet han yttrer sig ganske velvillig stemt mod Hr. Nils, saa erklærer han dog, at han ikke kan for Tiden indlægge nogen Forbøn for ham.
Hvorvidt Erkebiskop Olafs Overbærenhed mod Nils Lykke har havt sin Grund alene i christelig Kjærlighed og Medlidenhed, som han selv synes at ville antyde, eller den har været mindre uegennyttig, –
