Overveielse og blive tilbørligen besvarede, og Kristian vil selv indsee, at de nu, for sin Person alene, uden det øvrige Raad, ikke ere istand til at give noget andet Svar. Greve Kristoffers Skrivelser have de modtaget, men ikke gjort noget videre ved dem, og det samme er fremdeles deres Agt[1]. – Dette Svar er dog sandsynligvis aldrig kommet Kristian til Hænde. Det er udentvivl blevet tilbageholdt af Nils Lykke, der paa denne Tid, i sin betrængte Stilling, synes at have spillet et falskt Spil med Erkebiskoppen, og at have paa hans Ryg givet Kristian, for at vinde dennes Understøttelse, Tilsagn, der ganske stred mod den Tilbageholdenhed, Erkebiskoppen i omtalte Svar iagttog[2].
Hvorledes nu end Sammenhængen kan have været med Nils Lykkes Adfærd, saa synes Erkebiskop Olaf i sit Svar kun at iagttage sin Skyldighed som det norske Raads Formand. Han havde jo virkelig her ingen Ret til at foregribe Valgherredagen i dens Beslutning eller binde sig selv ved noget ensidigt Tilsagn, om han nu ogsaa, hvad forresten vist ikke var Tilfældet, havde inderlig ønsket Kristians Valg. Et andet Svar derimod fremkaldte Kristians Skrivelse fra det søndenfjældske Raad. Skrivelsen var vel skikket til at paaskynde en for ham gunstig Erklæring af de norske Herrer, der allerede i Forveien ønskede Foreningen med Danmark opretholdt under det samme Slags Selvstændighed, som Norge havde nydt under Kong Fredrik I. Det maatte nemlig være dem om at gjøre, at Kristian blev valgt til Norges Konge, for hans heldige Fremgang i Danmark muligen satte ham istand til med væbnet Haand at drive sin Arvehylding igjennem uden Valg og uden Haandfæstning, hvorved alle Udsigter for det norske Raad til en felvstændig Myndighed vilde være afskaarne. Af denne Mening var ganske vist Flertallet af det søndenfjældske Raad; og dette maatte derfor, efter at have modtaget Kristians Skrivelse, heller ønske hans Valg afgjort strax, end udsat til Herredagen i Throndhjem, hvis endelige Beslutning, under Erkebiskoppens Indflydelse, desuden var heel uvis. Heri blev man ganske vist bestyrket af Vincentius Lunge, der kom til Oslo i April, netop ved den Tid, da Raadet der skulde tage Kristians Skrivelse under Overveining for at besvare den.
Vincentius Lunge havde om Vinteren været i Bergen og havde allerede der rustet Skibe til Hertug Kristians Tjeneste. Han følte sig dog ikke ret sikker paa den ubefæstede Lungegaard, hvor han kunde frygte at forulempes baade af Nils Lykke og af de bergenske Hanseater, hvilke naturligvis hyldede Lybekkernes og Grev Kristoffers Sag. Hr. Vincentius ønskede derfor at faa Tilhold paa Bergenhus og henvendte sig herom til Thord Roed. Men denne, som fra ældre Tid kjendte Hr. Vincentius’s Lyst til selv at være Høvedsmand paa Slot-
