tet, afslog hans Begjæring. Vincentius for da til Oslo, og fik sig her af Erik Gyldenstjerne overdraget Befalingen paa Akershus, medens Erik selv var fraværende i Danmark med de Skibe, han havde rustet til Kristians Flaade. At Vincentius Lunge nu blev Sjælen i det søndenfjældske Raads Forhandlinger, var ganske naturligt.
Naar Hertug Kristians Skrivelse er kommen til Oslo, vides ikke med Sikkerhed; men da den var kommen til Throndhjem den 18de April, saa maa man antage, at den har været i Oslo senest i Begyndelsen af samme Maaned, eller rimeligvis endnu tidligere. Omtrent samtidig, den 31te Marts, indtraf Erkebiskoppens Kaldelse til Rigsmødet i Throndhjem. Begge Dele i Forening har ganske vist givet det søndenfjældske Raad Emne til alvorlige Overlægninger. Først den 28de April yttrede man sig med Hensyn til Rigsmødet. Biskop Hans Reff skrev nemlig paa denne Dag til Erkebiskoppen, som det lader paa Raadets Vegne, et Brev, hvori han forestilte de Vanskeligheder, som vare forbundne med et Raadsmøde i Throndhjem til Trinitatis Søndag (23de Mai) paa Grund af Føret, Skydshestenes Foring og Reisens Besværlighed. Raadsmedlemmerne søndenfjælds fandt det umuligt at komme til Throndhjem til den bestemte Dag. Han bad derfor Erkebiskoppen, at denne vilde udsætte Modet til St. Hans (24de Juni), da Alle vilde stræbe at indfinde sig personligen. Ogsaa Vincentius Lunge havde da lovet at komme, dog med det Forord, at Erkebiskoppen i Forveien vilde sende ham sin sikkre Leide med Hensyn til Hr. Nils Lykke, at denne ikke skulde feide paa ham og heller ikke fremkomme med noget Forlangende om hans Svigerindes (Lucia Nilsdatters) Haand. Man kunde aldeles ikke undvære Hr. Vincentius paa Mødet, saa vigtige Sager, som der skulde forhandles. „Vi have alt længe vel forstaaet – siger Biskoppen – at Prælaternes Handel og Raad her i Riget paa Rigets Vegne er og vorder lidet eller intet agtet, uden Ridderskabet er med og tager Deel i Forhandlingerne. Om Hr. Vincentius for saadan Leiligheds Skyld ikke kunde komme did, da nytter det til intet at vi fare; deri skulle I vel give os god Ret“[1].
Erkebiskoppen gik strax ind paa en Forandring af Tiden, saa meget meer som flere Undskyldningsskrivelser ogsaa fra andre Kanter indløb, saaledes fra Biskop Hoskold af Stavanger, Johan Krukkov o. fl. Mødet blev, efter Begjæring, udsat til St. Hans. I Nils Lykkes Sag var Erkebiskoppen allerede tidligere optraadt meglende, idet han søgte at skaffe Hr. Nils Leide, saa at det kunde komme til en Udsoning mellem ham og den fornærmede Slegt, især Hr. Vincentius. Herved vendte imidlertid Erkebiskoppen kun dennes ustyrlige Vrede mod
- ↑ Palud.-Müller, Aktst. II. 75–77; Sam. Gr. F. II. 65–67.
