sig selv, og den hele Plan med Herredagen i Throndhjem blev snart aldeles forstyrret.
Sagen var dog nok egentlig den, at Hr. Vincentius slet ikke syntes om nogen almindelig Herredag i Throndhjem, men derimod vilde have Kongevalget afgjort til Kristians Fordeel snarest muligt, i det mindste for det søndenfjældske Raads Vedkommende. Dette passede bedst baade med de Grundsætninger, han allerede ved Fredrik I’s Valg og Haandfæstning havde lagt for Dagen, og med hans personlige Ærgjerrighed, da han gjerne vilde ansees for den, der havde drevet Kristians Valg igjennem, og saaledes erhverve sig en Ret til dennes Taknemmelighed. Vi kunne ikke tvivle om, at saadanne Bevæggrunde have gjort sig gjældende hos ham, og at hans Forbittrelse mod Nils Lykke maaskee i Grunden kun har spillet en underordnet Rolle, medens den for Verdens Øine skjødes frem i Forgrunden som et ypperligt Paaskud. Men Hr. Vincentius’s Indflydelse paa det søndenfjældske Raad var saa afgjørende, at hans Mening og Villie nu øiensynligen var dets eneste Rettesnor.
Man skulde have troet, at da Biskop Hans’s Brev af 28de April var afgaaet til Erkebiskoppen, maatte det søndenfjældske Raad have afventet dennes Svar med Hensyn til Herredagens Udsættelse, førend det indlod sig paa nogetsomhelst Skridt Kongevalget vedkommende. Men tvertimod, allerede den 5te Mai gav det i sit Svar fra Oslo paa Hertug Kristians Skrivelse af 15de Februar denne Fyrste et foreløbigt Tilsagn, der gik langt videre end sømmeligt var og en Raadsafdelings lovlige Ret kan antages at have medgivet. Det erklærer nemlig, at Norges Riges Raad søndenfjælds har paa egne og menige Indbyggeres Vegne „bejaet, fuldbyrdet og samtykt“ Kristian at skulle blive en ret Herre og Konge over Norges Rige, dog efter Rigets „gode, gamle, lovlige Friheder, Privilegier, Recesser, Sedvaner og Herligheder“, og saaledes at deres fri Valg og Stemme forbeholdes til Herredagen i Throndhjem ved St. Hans. Da agte de ved fine fuldmægtige Sendemænd at underrette ham om sin endrægtige Beslutning. Imidlertid ville de understøtte ham mod Lybekkerne og disses Tilhang efter yderste Evne. Og i Opskriften paa dette Brev titulere de Kristian ikke alene: „udvalgt Konge til Danmarkr“, men ogsaa: „fuldbyrdet og samtykt Konge til Norge søndenfjælds“[1].
Men som om denne Erklæring ikke var tilstrækkelig, udstedte de fem Raadsmedlemmer, Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo, Kansleren Morten Krabbe, Vincentius Lunge og Gaute Galle, i Oslo otte Dage efter, den 13de Mai, et ordentligt Valgbrev, i hvilket de give den udvalgte Konge i Danmark, Kristian, Kong Fredriks ældste Søn
- ↑ Palud.-Müller, Aktst. II. 77–79.
