slag til en Skat, hvilken rimeligvis Kristian, saasnart han er valgt, vil forlange[1].
Et Slags nærmere Forklaring til dette Brev giver et fra Biskop Hans Reff til Erkebiskoppen af 14de Mai. Biskoppen fortæller her, at det er Erkebiskoppens Bestræbelse for at skaffe Nils Lykke Leide, der har opbragt Vincentius saa høieligen. Han yttrer Frygt for, at det vil komme til at koste Hr. Vincentius’s eller Hr. Nils’s Liv, med mindre denne sidste rømmer Landet paa nogen Tid; „thi Hr. Vincentius agter ikke at gaa i Rette .med ham derom“. Han raader og advarer Erkebiskoppen at fare forsigtig i denne Sag og bebreider ham, at han ikke i Begyndelsen havde gjort Nils Lykke Modstand, ja anvendt Trudsler mod ham, men tvertom havde talet for ham hos Fru Ingerd, at han maatte faa Lucia til Hustru, og senere baade skrevet og talt til hans Bedste. „I maa betænke – siger han –, at saadant kan regnes Eder til Onde, helst fordi Eders Naade er et Hoved baade for Kronen og Kirken her i Riget paa denne Tid“. Han lader Erkebiskoppen vide, at Hr. Vincentius aldeles ikke vil søge Herredagen; og naar nu denne ikke kommer, og heller ikke Nils Lykke bør stedes til Benk med de Andre af Raadet, og fremdeles baade Provsten til Mariekirken (Kansleren) og Klaus Bilde have Forfald, saa kan det intet nytte, at Biskoppen selv farer did. Imidlertid kunne de Nordenfjældske nu, da de kjende de Søndenfjældskes Valg, handle i denne Henseende, som om de sidstnævnte selv personligen vare tilstede; og det synes Biskoppen raadeligt, at de alle forene sig om at bede Hr. Vincentius gjøre Riget og dem den Tjeneste at overbringe personlig deres Alles Kaaringsbrev til Hertug Kristian[2].
Dette Biskop Hans’s Brev synes at røbe hos ham oprigtig Velvillie mod Erkebiskop Olaf. Men hos Vincentius Lunge fandtes neppe længer Spor af nogen saadan; og der er ingen Tvivl om, at ligesom han har udkastet Raadets Valgbrev og Skrivelsen til Erkebiskoppen af 13de Mai, saa er det ogsaa han, der har istandbragt et Brev til samme af 17de Mai, hvori det søndenfjældske Raad bittert bebreider ham, at han og Nils Lykke i forrige Aar (1534) havde meddelt Biskoppen af Aarhus (Ove Bilde) og Mogens Gjø Fuldmagt til at sammentræde med de norske Raadsmedlemmer paa den forventede Herredag i Kjøbenhavn og med dem handle til Norges Bedste. Dette var nemlig først nu blevet almindelig bekjendt, og regnes i Brevet Erkebiskoppen høieligen til Last som en udvist Foragt mod Norges Riges Raad, at han ikke fandt dette tilstrækkeligt til at forhandle Rigets Erinder, med mindre uvedkommende skulde blandes deri. Det forekastes ogsaa Erkebiskoppen i samme Brev, at han „med det hem-
