melige Raad, han havde hos sig“ (Nils Lykke), havde skrevet om Anliggender,
som de øvrige Raadsmedlemmer burde have vidst om.
Derfor – siger Brevskriverne – have de ikke simpelt hen sendt Erkebiskoppen
og de Nordenfjældske sin Fuldmagt til at handle paa deres
Vegne paa Herredagen, men udtrykt sin Mening bestemt; og de bede
Erkebiskoppen for Fremtiden at ville høre deres gode Raad i Rigets
Erinder, for han derom skriver til udenlandske Herrer, Fyrster eller
Raadgivere, „paa det at ikke Riget, splittet i sit Indre ved enkeltvise
Beslutninger, skal lide Skade“[1].
Det er næsten latterligt at bore en Formaning som den sidste af Mænds Mund, der netop vare ifærd med at gjøre sig paa den haandgribeligste Maade skyldige idet samme, som de lægge Erkebiskoppen til Last, – i en Borttræden nemlig fra det almindelige Raad for at fatte sin egen Beslutning. Deres Fremgangsmaade i det Hele maatte jo agtes ulovlig og usømmelig, og at vidne om deres Ringeagt for Norges Forfatning og for Erkebiskoppens lovlige Stilling i denne som Kongedømmets Vikarius og Styrelsens Formand. Men det var Vincentius Lunge, som her raadede; og han var i sit Hovmod ikke istand til at taale nogen Overmand i Norge, eller at underordne sig nogen Statsmagt eller nogen Lov.
Det var, efter alt hvad der saaledes var handlet og skrevet, aldeles til Overflod, at Biskop Hans fra Oslo under 15de Juni atter tilskrev Erkebiskoppen for at forklare ham Grunden til at ingen af de søndenfjældske Raadsmedlemmer søgte Herredagen i Throndhjem, uagtet Erkebiskoppen var kommet deres Ønske imøde ved at udsætte Tiden for dens Afholdelse[2]. Herredagen var nu ugjenkaldelig forstyrret ved de søndenfjældske Herrers, eller rettere ved Vincentius Lunges, selvraadige og mod Erkebiskoppen fornærmelige Adfærd.
Man kan ikke tvivle om, at Vincentius Lunges og det søndenfjældske Raads Adfærd har krænket Erkebiskop Olaf dybt. Har han muligen engang drømt om at kunne i denne kongeløse Tid lede Raadet som dets Formand, ja om at kunne bortskjænke Norges Krone til
