den Fyrste, som han selv sandt tjenlig for Rigets Selvstændighed og for den romerske Kirkes Opretholdelse, – saa maatte nu denne Drøm svinde, da han tydelig saa sig overfløiet af Vincentius Lunge og hans dansksindede Tilhængere. Vistnok kunde det ikke undgaa hans Opmærksomhed, at det søndenfjældske Parti inden sig selv ikke var synderlig enigt, at Biskopperne Magnus og Hans meer bøiede sig for Hr. Vincentius’s Kraft, Heftighed og Overmod, end samstemmede med ham i Grundsætninger og Følelser; alligevel maatte han indsee, at Vincentius for Øieblikket i Eet og Alt havde Overtaget, og at han kunde være sikker paa baade Hertug Kristians og det danske Raads Medfølelse og Bistand. Thi vilde Hr. Vincentius end et norskt Raad, saa var det dog i Grunden et norskt Raad af danskfødte Mænd han kjæmpede for, medens Tanken om Norges egentlige Nationalselvstændighed var ham ligesaa fremmet som Omhuen for den romerske Kirkes Opretholdelse. Det var ikke underligt, om Erkebiskop Olaf, med sin langtfra faste Karakter, nu begyndte at vakle meer end nogensinde, at samle efter Midlerne, ved hvilke han skulde støtte sin Myndighed, ja maaskee redde sin Tilværelse som Erkebiskop.
Det første han greb til var at opgive Nils Lykke for muligen derved at drage Vincentius Lunge og med ham det søndenfjældske Raad igjen til sig. Muligen har dette Offer faldet Erkebiskoppen saa meget lettere, som han maa være kommen under Veir med, eller i alle Fald have fattet Mistanke om Hr. Nils’s hemmelige Underhandlinger med Hertug Kristian, og desuden synes at have mærket lutherske Skikke hos ham, – som at han ikke iagttog Fasten, ikke agtede Helgenerne og de syv Sakramenter, at han havde ladet holde Messer paa Dansk og Bryllupper paa forbudne Tider, og saadant meer. Erkebiskoppen lod sin høitbetroede Tjener Kristoffer Throndssøn angribe ham paa Fosen Gaard, og da han havde overgivet sig, blev han ført som Fange til Stenvikholm Slot i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli 1535. Erkebiskoppen nedsatte en Ret i Throndhjem, og for den anklagede Kristoffer Throndssøn Nils Lykke. Denne blev da den Tide (14de?) Juli dømt i Erkebiskoppens Hænder paa Norges Krones Vegne med sit Gods; men hans Liv skulde spares indtil Norges Raad havde dømt i hans Sag og bestemt hans Straf[1].
Kristoffer Throndssøn sendtes nu paa Erkebiskoppens Vegne til Oslo, at foredrage Nils Lykkes Sag for Raadet der. I en offentlig Forsamling paa Raadstuen i August Maaneds første Halvdel, hvorved Biskop Hans Reff, Provsten Morten Krabbe, Vincentius Lunge og Gaute Galle vare tilstede, fremsatte Kristoffer Sagen og forlangte Raadets Dom. Vincentius Lunge anklagede ogsaa Nils Lykke og paastod,
- ↑ Palud.-Müller, Gr. Feide II. 71–73.
