ham vide, at Erkebiskoppen havde skriftligen samtykket Mgr. Morten Krabbe til Bergens Biskopsstol, – noget som ganske vist ikke kan have været stemmende med Sandheden. Paa Erkebiskop Olaf virkede imidlertid disse Forestillinger fra det søndenfjældske Raad saameget, at han fremdeles lod Bergens Biskopsstol henstaa ubesat[1].
Erkebiskoppen lod endelig ogsaa ved Kristoffer Throndssøn handle med det søndenfjældske Raad om Kongevalget. Han havde jo i disse Herrers Brev af 13de Mai deres Mening for sig; men endog blot Hensyn til egen Verdighed maatte vel afholde ham fra strax at tiltræde deres Valg og derved ligesom godkjende deres uformelige og usømmelige Fremfærd i denne Sag. Han maa have ønsket idetmindste at vide, om deres Valg i den Form, det var fremgaaet, var ugjenkaldeligt, og om det ikke kunde formes paa en for hans Stilling som .det hele norske Raads Formand meer passende Maade. Han lod dem sige, at han endnu ikke havde erklæret sig for nogen Herre, og at hans Stemme var fuldkommen fri; men han ønskede at høre deres Raad om hvad der tjente Riget bedst. De svarede imidlertid kun hertil, at .de nu som før ikke vidste noget bedre Raad end at vælge Hertug Kristian. Erkebiskoppen burde forene sig med dem i dette Valg, og gjøre Undskyldninger for, at hans Erklæring kom saa seent; han burde dog med det samme forbeholde Norges Rige dets Friheder ligesom ogsaa fordre Kong Fredriks Haandfæstning at staa ved Magt indtil den nye Konge kom til Norge for at krones[2].
Forresten indtraf under Kristoffer Throndssøns Ophold i Oslo en Hendelse, som vist ikke forbedrede Forholdet mellem Vincentius Lunge og Erkebiskoppen, og som skal have i høi Grad vakt Kristoffers Forbittrelse mod Hr. Vincentius. I et Gjestebud hos denne sidste, som det lader, kort før Kristoffers Tilbagereise til Throndhjem, opstod en heftig Trætte mellem ham og Verten, under hvilken fornærmelige Ord faldt fra den sidstes Side imod Erkebiskoppen; ja Vincentius skal, efter en senere Beretning, være gaaet saa vidt i sin overmodige Grovhed, at han gav Kristoffer et Slag paa Øret[3]. Sagen var farlig; og Biskop Hans i Forening med Provsten Morten Krabbe ilede med at underrette Erkebiskoppen i et Brev af 16de August om den ubehagelige Hendelse, tydelig i den Hensigt at indlægge et forsonende Ord og mildne Erkebiskoppens billige Vrede. Trætten, sige de,
- ↑ Breve fra det søndenfjældske Raad og Biskop Hans Reff til Erkebiskop Olaf af 14de August 1535; fra Hans Reff til Samme af 2den Septbr. s. A.; fra Geble Pederssøn til Samme af 13de Decbr. s. A., – alt i det norske Rigsarchivs münchenske Saml. 1535.
- ↑ Breve i det norske Rigsarchivs münchenske Saml. af 1535, 14de August, nemlig et Brev fra Raadet til Erkebiskoppen, et andet fra Biskop Hans Reff til Samme, jfrt. m. Pal.-Müller, Gr. F. II. 73–75.
- ↑ Suhms nye Sml. III. 271.
