havde fundet Sted silde om Aftenen, da Gjesterne vare drukne. Erkebiskoppen maa ikke agte paa de Ord, som ved denne Leilighed kunne være faldne, men holde Venskab med Hr. Vincentius; thi aldrig, sige de, udfordres Endrægtighed i Riget meer end nu. I et senere Brev af 18de August fortæller Biskop Hans Erkebiskoppen, at Hr. Vincentius og Kristoffer nu atter ere forligte, og beder ham indstændigen at holde Enighed med den første, da Tiderne ere saa farlige[1]. Tvisten synes saaledes vel for Øieblikket at have været forligt, i det mindste i det Ydre; men den lod fremskimte Vincentius’s virkelige Sindelag mod Erkebiskoppen, og Kristoffer Throndssøn glemte neppe den Fornærmelse, der var ham og hans Herre tilføiet, om han end maaskee har forladt Oslo tilsyneladende forsonet.
Kristoffer Throndssøn kunde ved Hjemkomsten til Throndhjem give sin Herre mange mundtlige Efterretninger om det søndenfjældske Raads og Hr. Vincentius’s Stemning, der fuldstændiggjorde og forklarede de Skrivelser, Erkebiskoppen med ham fra denne Kant modtog. Med Hensyn til Nils Lykke fulgte Erkebiskoppen Biskop Hans Reffs Raad. Han udsatte hans Sags endelige Afgjørelse og lod ham indtil videre hensidde i Fangenskab paa Stenvikholm. Besættelsen af Bergens Biskopsstol udsatte han ligeledes som allerede fortalt. Angaaende Stemningen i Kongevalgssagen endelig erfarede han, at den var uforandret, eller snarere endnu bestemtere bøiet for Hertug Kristian end før. Dertil virkede de Tidender, man efterhaanden fik om Kristians heldige Fremgang i Danmark, hvorom ogsaa Kristoffer maa have bragt nyere og sikkrere Efterretninger, end Erkebiskoppen tidligere har havt.
I Midten af Marts 1535 var Hertug Kristians Krigsmagt fra Als gaaet over til det sydlige Fyen. Johan Rantzau førte den. For at virke mod ham var ved Midten af April Grev Johan af Hoya, en af de tydske Hærførere, kommen over fra Sjælland. Men Hertug Albrekt af Meklenborg, som nu paa en Maade havde Overanførselen over de Tydske, med Tilsidesættelse af Grev Kristoffer, handlede ikke med tilbørlig Kraft og sendte ikke Greven af Hoya fornøden Forsterkning fra Sjælland, mens derimod Johan Rantzau bestandig fik Tilstød fra Jylland og fra Slesvig. Ogsaa Lybekkerne viste sig lunkne i at undsætte Greven af Hoya fra Søsiden. Under disse for Hertug Kristians Sag gunstige Omstændigheder kom det den 11te Juni til et Slag mellem begge Hære paa Øxnebjerg nær Assens, i hvilket Johan Rantzau vandt en afgjørende Seier. Erkebiskop Gustav Trolle, som var med i Slaget paa de Greveliges Side, blev dødelig saaret og døde strax efter; Greven af Hoya blev dræbt. De Tydskes Magt
- ↑ Breve af 16de og 18de August 1535 i det norske Rigsarchiv, münchenske Sml., jfr. Pal.-Müller, Gr. F. II. 79.
