paa Fyen var dermed tilintetgjort, og Hertug Kristian kunde vende sig mod Sjælland. Den 18de Juli viste hans Flaade sig i Øresund for Kjøbenhavn og Malmø, og den 24de Juli kunde Kristian i egen Person begynde Kjøbenhavns Beleiring.
Efterretningerne om denne Kristians seierrige Fremgang og om det søndenfjældske Raads Vedhængen ved hans Valg maatte naturligvis gjøre et sterkt Indtryk paa Erkebiskop Olaf. Han kunde nu ikke ret vel, uden at sætte sin hele Stilling paa Spil, dvæle længer med at svare paa de Søndenfjældskes Opfordring, og det ved en Tiltrædelse til deres Valg paa Hertug Kristian. Men dette Skridt gjorde han, som man vel kan tænke, kun nødig og modstræbende. Det skeede – ikke paa den Maade, som de Søndenfjældske havde ønsket det og i sit Brev af 13de Mai udtalt, nemlig ved aabent Valgbrev, beseglet af de nordenfjældske Herrer, hvilket Valgbrev de søndenfjældske siden kunde tilføie sine Segl og saa sende til Hertug Kristian, – heller ikke ved en umiddelbar Skrivelse til Kristian selv; det skeede ved et Brev af Erkebiskoppen alene til Biskop Hans Reff og Hr. Vincentius Lunge.
Brevet var givet i Throndhjem, den 10de September, og Indholdet omtrent følgende: – Da Raadet ikke har kunnet komme til Throndhjem, „saa er Erkebiskoppen nu alvorligen til Sinds, at samtykke og fuldbyrde for sit Hoved den Kaaring, som de verdige Fædre og strenge Riddere søndenfjælds have gjort i den hellige Trefoldigheds Navn, høibaarne Fyrste og mægtigste Herre Hertug Kristian til sin Herre og Konge at være“, paa det at ikke de to Riger, som længe under een Konge have været forbundne, igjen skulle skilles. Han beder de Tilskrevne, at de ville fremme hans Sag paa det bedste hos Kongen og Danmarks Raad. Han vil overdrage den Deel af Landet, som udgjør hans Biskopsdømme, i Kongens Hænder, uden al videre Bekostning og Besvær for denne, og være ham huld og tro[1]. – Breve af samme Indhold skrev han ogsaa til flere af de danske Raadsmedlemmer, baade Prælater og verdslige Herrer, og sendte sin Kannik Jens Olssøn med alle disse Skrivelser til Oslo. Han forsynede denne samme med sin Fuldmagt til at handle efter Omstændighederne paa sine Vegne, og medgav ham derfor endogsaa sit Segl, paa det at han kunde sætte det for de Breve, som i Oslo maatte blive udfærdigede i Anledning af Valget[2].
Men endnu før Erkebiskoppen havde gjort dette Skridt til at komme de søndenfjældske Raadsmedlemmers Ønske imøde, havde disse bestemt sig til at gaa end videre i den Retning, de havde slaaet ind paa. Og hertil bleve de øiensynlig drevne ved nye Efterretninger om Hertug Kristians fortsatte heldige Fremskridt i Danmark, idet han den 18de August havde i Lund modtaget Skaaningernes Hylding. Hele
