den her omhandlede Overeenskomst for at indeholde en stiltiende Henlæggelse af begge Dele. Thi skulde der, efter det nærmest forudgaaende Aartis Tildragelser, endnu have været indrømmet den tunsbergske Forening nogen Lovskraft, da synes den, enten i sin Heelhed eller i enkelte Artikler, nødvendig at maatte være bleven paa ny stadfæstet fra Kongedømmets Side ved en Leilighed som denne. Men hverken blev den det nu, eller den blev det nogensinde senere i dette eller i det paafølgende 14de Aarhundrede, medens tvertimod i samme Tidsløb flere Bestemmelser gjordes, der ligefrem strede mod dens Indhold og det uimodsagt fra Kirkens Side. Og hvad Erkebiskop Jons Christenret angaar, hvilken er os fuldstændig bevaret, da blev heller ikke den, trods sit ubestridelige Fortrin i flere Henseender før de ældre Christenretter, nogensinde lovligen erkjendt som fuldgyldig norsk Kirkeret, men, høist taget, betragtet som en Hjælperet, til hvilken man ikke sjælden nødtes at henty paa Grund af de virkelig gjældende Christenretters Ufuldstændighed og Utidsmæssighed. Disse sidste findes derfor tilføiede Magnus’s Landslov i mange gamle Haandskrifter, saaledes, at man tydelig seer, at hvert Lagdømme fremdeles har beholdt sin særskilte, og det den ældre kun noget tillempede, Christenret, ligesom i det forbigangne Lovgivningstidsrum, da hvert endnu havde sin særegne Lov i det Hele.
Man feiler neppe meget, naar man forestiller sig Sagens Sammenhæng omtrent paa følgende Maade: Erkebiskoppen har ikke villet see sin Formands Verk ved en aabenbar og udtrykkelig Erklæring fra sin Kirkes saavel som fra Kongedømmets Side tilintetgjort; dette har han fundet altfor nedverdigende og ydmygende. Han har foretrukket at lade det hendø i Stilhed, da han ikke længer saa sig i Stand til at opretholde det. Herpaa er Kongedømmet gaaet ind, da det nu alligevel i Gjerningen havde løsrevet sig fra de mest trykkende af de Baand, som Erkebiskop Jon havde paaført det, og desuden ikke kunde ønske ved unødvendigt Overmod at drive Geistligheden til det Yderste og derved vanskeliggjøre en heldbringende Forsoning. Desuden har man maaskee for Øieblikket fra begge Sider tænkt sig en ny Overeenskomst mellem Stat og Kirke som ønskelig og mulig, ja vel endog som snart forestaaende, hvilken da uden Anstod kunde formeligen afløse den tunsbergske Forening, efter at have optaget i sig af denne, hvad der kunde synes begge Parten efter de senest vundne Erfaringer, hensigtsmæssigt.
Have saadanne Bevæggrunde fra begge Sider ved nærværende Leilighed gjort sig gjældende, da vidner det baade om Maadehold og om Klogskab Men en ny Forening af samme Omfang som den tunsbergske kom aldrig i Stand; den er maaskee ikke heller nogensinde
