Danmark, paa Stæderne Kjøbenhavn, Malmø og Landskrona nær, havde nu gaaet ham til Haande og erkjendt ham for Danmarks udvalgte Konge. De søndenfjældske Raadsmedlemmer gjorde Udkast til et Hyldingsbrev, hvori de tilsagde Hertug Kristian Huldskab og Mandskab, og altsaa bandt sig yderligere til ham, end ved det forudgaaende Valg. De havde ogsaa besluttet, at Vincentius Lunge skulde reise til Danmark for at overbringe Kristian Valget og Hyldingen. Om alt dette underrettede de Erkebiskoppen ved tvende Breve af 1ste September. I det ene, beseglet af Biskopperne Magnus og Hans samt af Morten Krabbe og Vincentius Lunge, sendte de Udkast til Hyldingsbrevet, til en Instruktion og til et Fuldmagtsbrev, idet man anmodede Erkebiskoppen om, hvis han tiltraadte deres Beslutning, da at udferdige Hyldingsbrevet paa Pergament, besørge det forseglet af de nordenfjældske Raadsmedlemmer og derpaa sende det tilbage til de søndenfjældske. Disse skulde da ogsaa forsegle det og besørge det til dets Bestemmelse. I det andet Brev, udferdiget i de tre ovennævnte Prælaters Navn samt i Riddernes Gaute Galles og Klaus Bildes, foreslaaes, at Hr. Vincentius skal sendes til Kristian; og Erkebiskoppen opfordres til at give ham til Reiseomkostningernes Bestridelse 300 rinske Gylden af Thrøndelagens Indkomster samt af Nils Lykkes Len, som nu vare i Erkebiskoppens Verge. Man vilde for det første bede Kristian stadfæste den Haandfæstning, som hans Fader havde givet Norge. Man yttrede, at man vilde vente paa Erkebiskoppens Svar til Jul; men hvis det ikke indløb til den Tid, saa man sig nødt til at skride videre i Sagen paa egen Haand. I et Brev af 2den September, hvilket Biskop Hans Reff særskilt tilskrev Erkebiskoppen, og hvori han tillige, som for fortalt, omhandlede Bergens Biskopsstols Besættelse, – opfordrede han Erkebiskoppen til at holde Venskab med Vincentius Lunge og behandle dennes Sendebud vel. Ja han lod sig endog forlyde med, at det kunde være godt at gjøre Hr. Vincentius til Norges Riges Hovmester, hvilket Embede ei havde været besat siden Hr. Nils Henrikssøns Død. Man seer tydelig, at Biskoppen har arbeidet for en Udsoning mellem de to Modstandere, at han endnu bar frygtet Følgerne af Hr. Vincentius’s fornærmelige Adfærd mod Kristoffer Throndssøn, og at han saa meget som muligt har villet formilde Erkebiskoppens billige Fortørnelse mod den overmodige og anmassende Herre, der førte det store Ord i det søndenfjældske Raad og saagodt som ganske vendte dette efter sin egen Villie[1].
Vincentius Lunges Sendebud, der bragte de sidst omtalte Breve til Erkebiskoppen, og dennes Fuldmægtige, Kanniken Jens Olssøn,
- ↑ Breve af 1ste og 2den Septbr. 1535 i det norske Rigsarchivs münchenske Sml., jfrt. m. Pal.-Müller, Gr. F. II. 76–77, 82.
