maa næsten antages at have reist hinanden forbi paa Veien mellem Throndhjem og Oslo. Men saasnart som Jens Olssøn var kommen til sidstnævnte Sted med sin Herres Breve, hvilket vel maa være skeet i Slutningen af September, sendte de søndenfjældske Herrer strax dem af disse Breve, som vare skrevne til danske Stormænd, til deres Bestemmelse; og de tilskreve selv med det samme sine Venner i Danmark, at Erkebiskoppen nu havde erklæret sig for Kristian III[1]. De søgte derved at binde ham til denne ligesaa fast, som om han havde ligefrem og formeligen valgt og hyldet ham, hvilket Erkebiskoppen imidlertid ikke havde gjort, ligesaalidet som Kristian fra sin Side havde underkastet sig nogen udtrykkelig Forpligtelse mod Norges Rige. Kristian og Erkebiskop Olaf stode saaledes, de søndenfjældske Herrers Tjenstiver uagtet, endnu retslig ubundne af hinanden, saalænge som Erkebiskoppen ikke havde beseglet noget Valgbrev eller Hyldingsbrev, og Kongen ikke nogen norsk Haandfæstning.
Men skjønt Hr. Vincentius for Offentligheden gav sig Mine af at handle i alt dette samstemmig med det søndenfjældske Raad og uden Svig mod Erkebiskoppen, ja endogsaa lod denne ved Hans Reff forsikkre, at hvis han blev afsendt til Kong Kristian med Valg- og Hyldingsbrevet, da skulde han tale alt Godt om Erkebiskoppen og ikke hvile, for han havde udvirket, at denne blev tagen til Naade af Kristian, – saa gik han dog til samme Tid sin egen skjulte Vei for at indynde sig personligen hos den vordende Konge og nedsætte Erkebiskoppen i dennes Øine. Herfor er et skriftligt Bevis os levnet i en Instrux af 4de September, skreven med Vincentius’s egen Haand og bestemt for hans Tjener, Lasse Skonning, der skulde gaa til Danmark, rimeligvis som Overbringer af de ovenomtalte Breve, og ved samme Leilighed skulde fremstille sig for Kong Kristian og overrække ham Vincentius’s Brev og Hilsen. I denne Instrux paalægges det Sendebudet hemmeligen at sige Kristian Følgende: – Erkebiskoppen af Throndhjem havde endnu ikke samtykket ham som Norges Konge, men var af Hjertet derimod. Uagtet alle det søndenfjældske Raads Opfordringer til ham at give sit Samtykke, havde han uddraget dette fra Dag til Dag Da et falskt Rygte var kommet til Throndhjem om at Greven af Oldenborg havde vundet Slaget i Fyen, havde Erkebiskoppens Folk holdt sig lystige og i Borgestuen drukket Kristian Fynbos Skaal, hvormed de meente den gamle Kong Kristian (Kristian II). Der vilde allerede for længe siden have været Afsendinger fra Norge hos Kongen, hvis ikke Erkebiskoppen havde voldet Opsættelse. Vincentius handlede idelig med ham om at han skulde gaa Kongen tilhaande, og hannoinclude>
- ↑ Pal.-Müller, Gr. F. II. 77; Hans Refss og Morten Krabbes Brev til Erkebiskop Olaf af 15de Novbr. 1835 i det norske Rigsarchivet münchenske Saml.
