havde nu sat ham en bestemt Frist, inden hvilken han maatte erklære sig; hvis ikke dette skede, vilde de søndenfjældske Herrer af Raadet handle paa egen Haand. Bergenhus, Erkebiskoppen og alt det Nordenfjældske havde endnu ei villet erklære sig for Kongen, undtagen Vardøhus Slot og de Len, som Vincentius havde, – de vare indthingede under Kongens Magt. Bilde Kongen give Hr. Vincentius et aabent beseglet Befalingsbrev paa at indtage, ham tilhaande, Bergenhus Slot og alt det Nordenfjældske, paa hvad Maade han bedst kunde, ved Magt eller Underhandling, da vilde han dertil gjøre sit Bedste. – De sidste Udladelser vise Hr. Vincentius’s Begjærlighed efter igjen at faa Bergenhus i sin Haand, og at han, for at naa dette Maal, ikke tog i Betænkning at fremstille ganske uden Grund den daværende Befalingsmand, Thord Roed, for Kongen som mindre paalidelig. Forresten fremlyser af denne Opsats, som af flere Breve fra dette Aar, Hr. Vincentius’s, ikke altid redelige, Anstrengelser for at overbevise Kong Kristian om sin Hengivenhed og om sin Uundværlighed for hans Valgs og Sags Fremme i Norge[1].
Det var vistnok stemmende med Sandhed, naar Hr. Vincentius sagde, at Erkebiskoppen i sit Hjerte var imod Kristian III’s Valg til Norges Konge, og at han især voldte den Udsættelse, som med Hensyn hertil havde fundet Sted. Men Ingen kan dog i Grunden fortænke Erkebiskoppen, at han, naar han kjendte Kristians Hengivenhed for den lutherske Lære og Kirkereformationen, ikke forhastede sig i en Sag, som han kunde være forvisset om vilde blive af den største Indflydelse paa den norske Kirkes fremtidige Stilling Ingen kan undres over, at han, for han gav sin afgjørende Stemme til Valget af en Konge, der var aabenbar frafalden fra den Kirke, af hvilken Erkebiskoppen selv var et Medlem, og det et saare høitstaaende Medlem, saa sig varsomt for, om ikke en anden valgbar Fyrste kunde findes, der var, den romerske Kirke tro. Det var jo ogsaa ganske naturligt, at Erkebiskoppen følte sig stødt ved sine Modstanderes, især Hr. Vincentius’s, anmassende Opførsel, idet de saa at sige vilde aftvinge ham en Tiltrædelse til deres Valg, og at han netop derved indtoges af en forøget Modbydelighed for dette. Han var fuldkommen i sin gode Ret, da han i August Maaned lod de søndenfjældske Herrer tilkjendegive, at han endnu betragtede sin Stemme med Hensyn til Kongevalget som fuldkommen fri, endogsaa naar han dengang ikke nærmere udtalte sig om Nogen, paa hvem han muligen kunde lade sin Stemme
- ↑ Instruxen findes i det norske Rigsarchiv. münchenske Samling under 1535. Dateringen paa den: „Løverdagen post decollationem Joannis evangelistæ“ er aabenbart en Feilskrivning for: post decoll. Johannis baptistæ. Jfr. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 79–81.
