falde, hvis han ei vilde give den til Kristian III. Naar han derimod senere ved sit Brev af 10de September virkelig gav det søndenfjældske Raad al Anledning til at tro, at han nu var oprigtig stemt for Kristians Valg, og at hans formelige og bindende Tiltrædelse til dette ikke skulde udeblive, naar paasordredes, og han desuagtet vedblev at speide omkring sig efter en anden Fyrste, hvem han kunde opstille i Kristians Sted paa Norges Kongestol, – saa stod han visseligen ikke længer reen overfor sine Modstandere. Men det politiske Kneb, han heri brugte, var dog noget i hin Tid, og vel til alle Tider, altfor almindeligt til at kunne fælde ham for Historiens Domstol som en troløs Forræder, – saa meget mindre som just nu en ny Forfegter af den fangne Kristian II’s Sag var fremstaaet, der ganske naturlig maatte have tildraget sig Erkebiskop Olafs Opmærksomhed, og hos ham vakt store Forventninger. Dette var Pfalzgreve Fredrik af Pfalz.
Fredrik var en Broder af den daværende Churfyrste, Ludvig, af Pfalz, og ved denne Tid lidt over femti Aar gammel. Han havde fra sin Ungdom af staaet i en nær Berøring med den østerrigsk-burgundiske Fyrsteæt, havde erhvervet sig Ry for Hærførerdygtighed og havde havt Anledning til at vise Keiser Karl V og hans Broder, den romerske Konge Ferdinand, Tjenester, som gjorde Krav paa deres Erkjendtlighed. Den vilde de, efter Ferdinands Forslag, vise ved at give ham sin Søsterdatter, Kong Kristian II’s ældste Datter Dorothea, tilegte og, da Kristian ikke længer havde nogen Søn i Live, med hende lade følge hendes Faders Fordringer paa de nordiske Riger. Forhandlingerne om denne Sag vare begyndte i Mai 1534. Den stødte i Førstningen paa Vanskeligheder, men blev endelig i April 1535, under en Sammenkomst mellem Keiser Karl og Pfalzgreven i Barcellona i Spanien, bragt i Rigtighed. Fredrik drog til Nederlandene, hvor Dorothea opholdt sig hos Regentinden, Dronning Maria af Ungarn, og i Brüssel blev han den 18de Mai 1535 høitidelig trolovet med den fjortenaarige Kongedatter. Regentinden vilde nu, at Fredrik strax skulde drage til Danmark for der at optræde med sine Fordringer paa Kristian II’s Vegne, – hvilket ogsaa dengang kunde synes meget tilraadeligt, medens Lykken endnu ikke afgjort heldede til nogen af de to stridende Parters Side. Men Fredrik bestemte sig, efter Andres Raad, til først at holde sit Bryllup i Heidelberg i Pfalz, og dette skede ikke for den 26de September. Saaledes gik den for hans Optræden i Danmark gunstigste Tid unyttet forbi, og Sagerne der havde taget en for Kristian III afgjørende heldig Vending, før endnu Pfalzgrevens Plan var kommen til nogen fuld Modenhed[1].
Det var under alt dette i sin fuldkomne Orden, at baade Keise-
- ↑ Pal.-Müller, Gr. F. II. 92–102.
