ren, og den burgundisk-nederlandske Regentinde, og Pfalzgreven selv overveiede Hjælpemidlerne, som de nordiske Riger tilbøde for deres Plans Udførelse, – og her maatte Norge ikke sidst komme i Betragtning, da man under den megen Handelsforbindelse, som fandt Sted mellem dette Rige og Nederlandene, her vel maatte kjende de norske Forhold og vide, at den norske Kongestol endnu stod ledig. Man vidste ogsaa, at Erkebiskop Olaf, der i Mellemrigets Tid ifølge sin Stilling var det norske Kongedømmes Vikarius og det norske Raads Formand, havde været i 1532 Kristian II’s tro Tilhænger, havde lidt meget for hans Skyld, frygtede det lutherske Partis kirkereformatoriske Stræben og nærede Mistanke mod Kristian III, baade fordi denne var Reformationens Ven, og fordi han paastod Arveret til Norges Krone. Erkebiskop Olaf var saaledes en Mand, til hvem man med de bedste Forhaabninger kunde henvende sig om Understøttelse for Pfalzgrev Fredriks Sag fra Norges Side. I Overbevisning herom udstedte ogsaa Keiser Karl, allerede under sin Sammenkomst med Pfalzgreven i Barcellona, derifra den 10de April 1535 et Brev til Erkebiskoppen, hvori han underrettede denne om Pfalzgrevens forestaaende Giftermaal med Kristian II’s ældste Datter og paa en smigrende Maade anbefalede ham sammes Sag, idet han tillige gav tvende Stormænd, Biskop Georgius af Brixia og Ridder Lardon af Breda, Fuldmagt som sine Underhandlere hos ham. Ligeledes tilskrev Pfalzgreven ham selv, dog først den 26de August, fra Heidelberg, om Raad og Hjælp for den Sag, i hvilken han agtede at optræde. Begge disse Breve bleve imidlertid, uvist af hvilken Grund, for det første tilbageholdte, som det synes, i Nederlandene ved Dronning Marias Hof[1], og kom ikke for i Slutningen af November, som vi snart skulle see, Erkebiskoppen til Hænde.
Pfalzgrev Fredriks Trolovelse og dermed forbundne Planer bleve hastig bekjendte for Kong Kristian III og hans Parti, ligesom for det norske Raad. Biskop Hans Reff kunde i et Brev fra Oslo af 13de Juli underrette Erkebiskop Olaf om det Rygte, som gik, at Pfalzgreven rustede sig for at optræde med væbnet Haand i Kristian II’s Sag[2], og allerede for maa Tidenden om Trolovelsen i Brüssel ganske vist have naaet Throndhjem. Man kan ikke tvivle om, at den har gjort et sterkt Indtryk paa Erkebiskoppen. At en streng-katholsk Fyrste egtede den sønneløse Kristian II’s ældste Datter og derved overtog den fangne Konges Sag, samt at dette skede under den mægtige og kloge Keiser Karls Samtykke og med de bedste Udsigter til hans Hjælp, – dette kunde ikke andet end hæve Erkebiskop Olafs synkende Haab. Ganske
