vist var det ikke uden Indflydelse paa hans Erklæring i August Maaned ved Kristoffer Throndssøn til de søndenfjældske Raadsmedlemmer: „at hans Stemme endnu var fri“. Og man maa ligeledes tro, at det ogsaa var medvirkende til hans senere tilsyneladende vaklende, men dog snarere afventende Holdning. Men, at Erkebiskoppen strax, paa Grund heraf, skulde, uden nærmere Opfordring, have indladt sig i Underhandlinger med Pfalzgreven eller den burgundiske Regjering, og gjort den ene eller den anden bindende Løfter, – dette er hidtil ubevist og i sig selv uantageligt. Thi at Pfalzgrevens Gesant, Hubert, i sin Fremstilling for Keiser Karl under sit Ophold hos denne i Neapel i November 1535, nævnte Erkebiskoppen af Throndhjem blandt sin Herres Tilhængere, og som den der vilde holde næsten hele Norge paa hans Side[1], støttede sig aabenbare ikke til nogen bestemt Erklæring, mundtlig eller skriftlig, fra Erkebiskoppens Side, men kun til Huberts Kundskab om de daværende norske Forhold og paa rimelige Formodninger, han deraf uddrog. Erkebiskoppens varsomme Karakter forbød ham ganske vist at gjøre det første Skridt; og det er desuden klart, at hans norske Uvenner i December, da Erkebiskoppen dog virkelig havde modtaget Keiserens og Pfalzgrevens ovenomtalte Skrivelser, endnu ingen Anelse havde om nogen Forbindelse mellem ham og de nævnte Fyrster. I hine Breve, som Erkebiskoppen først modtog med et af sine Skibe fra Holland den 23de November[2], findes heller ikke det mindste Udtryk, der henpeger paa et forudgaaende Tilsagn fra hans Side, eller paa nogen tidligere indgangen Forbindelse mellem ham og Pfalzgreven.
Keiser Karls Brev af 10de April indeholder, foruden Anbefalingen for de tvende Sendebud fra ham, der vare bestemte til Norge, men ikke kom did, og foruden Underretningen om Pfalzgreve Fredriks forestaaende Giftermaal med Dorothea, ikkun en Opfordring til at vælge Pfalzgreven til Norges Konge. – Pfalzgreven, i sin Skrivelse af 26de August, omtaler med Yttringer af Paaskjønnelse og Taknemmelighed, det Taalmod, med hvilket Erkebiskoppen har baaret sine og sit Fædrenelands Lidelser, og den Troskab, han har vist.mod hans Frænde og Fader Kong Kristian II. Han underretter Erkebiskoppen om sit Egteskab med Kristians ældste Datter og sin Hensigt at ville gjøre sit Yderste for at befri Kristian og tilveiebringe Enighed, Rolighed og Fred i alle hans Riger. Hvorledes Ufreden der er opstaaet, og hvo der har voldet den, ved Erkebiskoppen bedst selv. Da Pfalzgreven er overbevist om, at det er Erkebiskoppens høieste Ønske, at hans christelige Forsæt kan faa Fremgang, saa beder han om hans Raad, ved hvilke Midler dette bedst kan skee. Han vil for den Sag, med Venner og Venners Hjælp, vove sig selv og al sin Ejendom.
