Han vil være Erkebiskoppen i høieste Maade takskyldig, om denne vil tilskrive ham, hvorvidt han kan forlade sig paa ham og Norges Riges Indbyggere. Han skal da give Erkebiskoppen sin egen Stilling hemmeligen tilkjende[1].
Skjønt intet her, som sagt, hentyder paa, at Erkebiskoppen selv havde gjort noget første Skridt til et Forbund med Keiseren og Pfalzgreven, saa er det dog aabenbart, at Skrivelserne i høi Grad have glædet ham og vakt hans Forhaabninger. Han meddelte, rimeligvis i Begyndelsen af December Maaned, sin Fortrolige, Kanniken Jens Olssøn, som fremdeles var i Oslo, deres Indhold i al Hemmelighed og yttrede med det samme, at der ikke kunde være meer at vente end nu. Dog lægger han til: „Mennesket spaar, men Gud raader (homo proponit, Deus autem disponit)“. Han torde altsaa ikke hengive sig ganske til sit glade Haab. For de i Throndhjem tilstedeværende Medlemmer af Erkestolens Kapitel holdt han derimod Brevene for det første hemmeligt; i det mindste paastode de dette senere, da det gjaldt dem om at rense sig i Kong Kristians Øine for Deelagtighed i Erkebiskoppens paafølgende voldsomme Adfærd, hvilken de da fremstillede som staaende i Forbindelse med og tildeels som en Følge af de samme Breve[2].
Imidlertid synes det, efter Jens Olssøns Komme til Oslo, for en længere Tid at have været stille her i Kongevalgsagen, enten fordi Hr. Vincentius og de søndenfjældske Herrer have virkelig villet holde sig strengt til sit Løfte og ikke gjøre noget videre Skridt i Sagen, før den Erkebiskoppen satte Frist med Hensyn til Hyldingsbrevets Udstedelse var forbi, altsaa før Jul, – eller fordi Pfalzgreve Fredriks Optræden har indgivet dem selv lidt Betænkelighed ved at fremskynde for Øieblikket Kristian III’s Valg og Hylding meer end høist nødvendigt, – eller endelig fordi Jens Olssøn maaskee ikke har fundet det tjenligt at gjøre dem strax bekjendte med den hele Udstrækning af den ham medgivne Fuldmagt, især med Hensyn til Anvendelsen af Erkebiskoppens Segl. Vist er det, at intet Spor findes til, at man i Tiden fra Jens Olssøns Komme til Oslo, hvilken, som før sagt, sandsynligvis maa sættes i Slutningen af September, og ligetil langt ud i November Maaned, har gjort noget alvorligt ved Sagen, eller forlangt af Erkebiskoppens fuldmægtige Sendebud, at han skulde benytte sin Fuldmagt og Erkebiskoppens Segl. Et nyt Stød fra
