Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/790

Denne siden er ikke korrekturlest
776
Fjerde Tidsrum.

naar han kommer did at handle vort Erinde, og han bliver vist for Døren, at vi da maa have der nogen igjen indenfor Døren, som vil vide vort Bedste.“ Kristian har følgelig været forud indtagen – rimeligvis netop især gjennem Hr. Vincentius’s omtalte hemmelige Forestillinger – imod Erkebiskoppen, har ventet sig Indsigelser fra hans Side og har villet, at Hr. Vincentius og Biskop Hans skulde hjælpe Klaus Bilde at overvinde disse. Forresten undskylder Kristian i Brevet til Hr. Vincentius, at han ikke kan overdrage ham Bergenhus, da Esge Bilde er i Fangenskab[1], og Kongen ikke tvivler om, at de, der af ham ere efterladte i Befalingen, have den Forskrift af Esge, at de skulle holde ham Slotsloven „til tro Haand,“ indtil han kommer fri til dem igjen. Kongen kan altsaa ikke give Vincentius, hvad der endnu ikke er kommet i hans Magt, om end Esge Bilde tidt og ofte har tilbudet ham, at samme Slotslov skal holdes Kongen til Hænde. Kristian har altsaa ikke fundet det klogt at stole altformeget paa Hr. Vincentius og give ham altfor stort Raaderum i Norge. Derimod indbyder han ham i sit Brev til at følge Hr. Klaus tilbage til Danmark for der at komme sig til Orde. – I Brevet til Biskop Hans omtaler Kristian en Sølvskat af Norge, som Biskoppen skal hjælpe ham til, da han høieligen behøver den „for at mynte Penge af til at lønne sit Krigsfolk.“ Biskoppen indbydes derimod ikke til Danmark[2].

Disse Breve satte naturligvis strax de i Oslo nærværende Raadsmedlemmer i Rørelse. Den 13de November vare Biskop Hans, Morten Krabbe og Hr. Vincentius alle samlede i Biskoppens Værelse, og blev Jens Olssøn, Erkebiskoppens fuldmægtige Sendebud, der endnu var tilstede i Oslo, kaldt for dem. Biskoppen underrettede ham om Klaus Bildes forestaaende Komme og om hans Agt at drage til Throndhjem. Herrerne spurgte Jens ad, om han havde Erkebiskoppens Secret eller Segl, saaledes at det, som i Oslo blev forhandlet og afsluttet, kunde blive dermed forseglet, da Erkebiskoppen havde sat sit fulde Fortroende til dem. Jens erklærede, at han havde Erkebiskoppens Segl. De lode sig nu forlyde med, at det syntes dem raadeligst at spare Erkebiskoppen og Almuen for Bekostningen med Hr. Klaus’s og de søndenfjældske Raadsmedlemmers Reise til Throndhjem. De have følgelig strax bestemt sig til, saafremt det var muligt, at faa Hr. Klaus holdt tilbage i Oslo, og der faa Sagen med ham afgjort ved Hjælp af Jens Olssøns Fuldmagt og Erkebiskoppens Segl.

Det var aabenbare Vincentius Lunge, der havde mest imod, at

  1. Brevet var nemlig skrevet før Hr. Esges Løsgivelse og Tilbagekomst fra Lybek.
  2. Kristians Breve til Hans Reff og V. Lunge af 18de Octbr. 1535 i det Norske Rigsarch. Munchenske Sml.