Klaus Bildes Erinde skulde afgjøres i Throndhjem under Erkebiskoppens egne Øine. Faldt nemlig Erkebiskoppen da til Føie og gik villig ind paa Kong Kristians Valg og paa hans øvrige Fordringers Opfyldelse, saa var Hr. Vincentius ikke længer den første Mand i Forhandlingerne og ikke den, hvem Kongen fortrinsviis blev Tak skyldig for disses heldige Udfald, – noget som Kristian tydeligen kun meget nødig vilde være. Erkebiskoppen og Klaus Bilde bleve da Hovedpersonerne, medens Hr. Vincentius rimeligen vilde komme til at staa i Skyggen. Han maatte her spille sit Spil fiint, og om muligt faa Throndhjemsreisen afvendt, uden at dette alligevel kastede nogen Mistanke paa ham som den, der heri handlede af personligt Nag mod Erkebiskoppen. Udentvivl var det herfor han den følgende Dag fik et Optrin i Stand i Raadet, hvortil Jens Olssøn skulde være Vidne. Den 14de November blev denne nemlig atter indkaldt for Raadet. Der stod Hr. Vincentius op og klagede over, „at Ord, Brev og Segl ikke holdtes,“ i det nemlig Erkebiskoppen ikke ordentlig udredede Vincentius en Deel Fisk, han var denne skyldig ifra Overenskomsten i 1532[1]. Da imidlertid Biskop Hans og Provsten strax lagde sig mæglende imellem, standsede han sin Klage og gav dem Haanden paa, at han vilde være Erkebiskoppens Ven af Hjertet, og at han vilde fremme dennes Sag for Kongen og Danmarks Raad. Derpaa oplæste han en Tale, som han agtede at holde „paa Dansk“ for Kongen, og i hvilken han „ærligen og mærkeligen“ undskyldte Erkebiskoppen og Biskoppen af Hamar. Han vilde ogsaa, erklærede han, tale i samme Tone for Danmarks Raad, og han skulde bringe det til et endeligt Forlig mellem Kongen samt det danske Raad paa den ene Side og Erkebiskoppen paa den anden, før det kom til nogen Underhandling om Norges Riges Erinder. Jens Olssøn lovede nu paa Erkebiskoppens Vegne, at dennes Bud skulde være tilstede i Oslo inden 13de December med Hyldingsbrevet, Fuldmagten og de øvrige Erkebiskoppen under 1ste September tilstillede Breve[2]. Herrerne lode fra sin Side Jens Olssøn forstaa, at det var deres Ønske, at han skulde drage med Hr. Vincentius til Danmark.
Alt giver tydelig nok tilkjende, at Hr. Vincentius nærede det bedste Haab om at holde Erkebiskoppen personligen udenfor Underhandlingerne med Klaus Bilde derved, at disse bleve drevne og afgjorte i Oslo med Benyttelse af Erkebiskoppens Fuldmagt og Segl, og at Vincentius, efter heldig at have fuldbragt dette, vilde som det hele norske Raads Fuldmægtige drage til Danmark til Kong Kristian og her endelig med ham umiddelbart bringe den hele norske Sag til Ende. Herved vilde Hr. Vincentius staa ene, uomskygget, som den glimrende Gjennem-
