fører af dette vanskelige Hverv, hvem altsaa baade Kongen og Norges Rige skyldte den største Taknemmelighed.
Saasnart nu det foromtalte var foreløbigen afgjort efter Hr. Vincentius’s Ønske, tilskreve de nævnte tre Raadsmedlemmer, han, Biskoppen og Provsten, under 15de November Erkebiskop Olaf. De underrettede ham om Kong Kristians Skrivelser og Klaus Bildes forestaaende Komme til Throndhjem med Kongens magtpaaliggende Erinder. Disse angaa nærmest Kongens Udvælgelse der nord, samt en Sølvskat; og Kongen har bedet Biskop Hans og Hr. Vincentius at følge med Hr. Klaus. Erkebiskoppen, sige de, har forlængst sendt sit fuldmægtige Bud, Jens Olssøn, til Oslo med sit Segl og givet dem samtlige Fuldmagt til at raade i Rigets Erinder efter Leiligheden med Tilsagn om at ville fuldkommen holde hvad de endrægtigen maatte beslutte. Det synes dem derfor ikke nødvendigt at foretage den lange, besværlige Reise til Throndhjem. De have tilskrevet Hr. Klaus Bilde at være tilstede i Oslo den 13de December, til hvilken Tid de ogsaa have kaldet didhen Biskop Magnus af Hamar og Ridder Gaute Galle. Kunne de da nogenlunde komme overeens med Hr. Klaus om, at denne vil lade sig nøie med Beslutning og Svar i Oslo, skulde de gjøre sit Bedste hertil. Men vil Hr. Klaus endelig til Throndhjem, maa Kongens Skrivelse adlydes. Hr. Klaus har bedet dem opfordre Erkebiskoppen til imidlertid at „forskrive Rigets Raad der Nordenfjælds med alle ypperste, gjæveste Mænd skyndsomst at komme til Throndhjem.“ Dette synes dem imidlertid vanskeligen at kunne skee saa hastigen paa denne Aarstid i den haarde Vinter. De forlange derfor med det første Erkebiskoppens aabne, forseglede Fuldmagt i alle de Rigets Erinder, som Hr. Klaus efter sin Instrux maatte have at foredrage dem, paa det at de heri maa handle med fuld Myndighed paa Erkebiskoppens Vegne. Thi Erkebiskoppen kan let forstaa, at dersom deres Herres og Konges Erinde og Begjæringer ikke alvorligen og uforsømmeligen fremmes, da vil det optages dem Alle unaadigt.
Denne embedsmæssige Raadsskrivelse til Erkebiskoppen blev imidlertid ledsaget af tvende andre mere fortrolige Skrivelser af samme Dag: den ene fra Biskop Hans og Morten Krabbe i Forening, den anden fra Biskoppen alene.
I den første underrettes Erkebiskoppen om hvad Raadets Medlemmer, og navnligen Hr. Vincentius, før Jens Olssøns Ankomst til Oslo, havde søgt at udrette for Erkebiskoppen ved Skrivelser til deres Venner i Danmark, idet disse vare opfordrede til at lade Kongen vide, at Erkebiskoppen havde tiltraadt hans Valg og vilde bringe sit Biskopsdømme til at antage ham. De havde beholdt Jens Olssøn hos sig indtil Bud og Svar kom tilbage fra Danmark. Dette var nu indtruffet,
