og de havde dermed faaet vide, at Klaus Bilde er paa Veien til Oslo og vil komme did til 13de December. Kongen forlanger, at Hr. Vincentius skal følge med Hr. Klaus tilbage til Danmark. Da de nu have i Sinde at afgjøre Hr. Klaus’s Erinde i Oslo, og sende med Hr. Vincentius det Huldskabs- og Mandskabsbrev, af hvilket de tidligere have meddeelt Erkebiskoppen en Kopi, bede de denne sende dem samme Brev tilligemed Instruxen og Fuldmagten tilbage, enten fuldt udfærdigede under sit Segl, eller saaledes at han overlader de søndenfjældske Herrer Udfærdigelsen, samt Beseglingen med Erkebiskoppens Segl, som Jens Olssøn har. I sidste Fald skal der blive taget tilbørligt Hensyn til Stillingen ved Klaus Bildes Komme. Hr. Vincentius, fortælle de, havde ikke vist synderlig Lyst til at paatage sig Sendefærden til Danmark for at udrette det mundtligt, som ikke kunde udrettes ved Breve. Han lod dem vide, at han før havde gjort slige Reiser og ikke faaet sine Omkostninger godtgjorte af Norges Raad. Han trøstede sig ei til at gjøre denne, medmindre han fik en Hjælp af 300 rinske Gylden; fik han ikke den, saa han helst, at en anden gjorde Udlægget og Reisen samt derfor fik Takken. De vide imidlertid ingen anden, som kan paatage sig denne Færd, og søndenfjælds er der ei nogen Kronens Len at tage Pengene af; de bede derfor Erkebiskoppen at udlægge de 300 Gl. og sende dem til Oslo til 13de December.
I den anden Skrivelse, som er fra Biskop Hans alene, synes denne tale endnu aabnere. Erkebiskoppen – siger han – forlanger i alle sine Breve, at de skulle handle „efter Leiligheden“; men Leiligheden har været saa usikker paa alle Sider, at Biskoppen ikke har tordet med fuld Tryghed tage fat paa Erkebiskoppens Erinde. Tidenderne have været ganske mislige om Kongens Beleiring for Kjøbenhavn, om Pfalzgreven og om de Lybekske, indtil nu Hr. Vincentius’s Svend var kommen op fra Kongen fra Leiren. Hvad de, og navnligen Hr. Vincentius, have skrevet i Erkebiskoppens Sag til sine Venner i Danmarks Raad, er neppe blevet Kongen alvorligen forebragt, især at Erkebiskoppen har tiltraadt hans Valg, – siden Hr. Klaus Bilde er bleven affærdiget til Norges Raad nordenfjælds. En Kopi medsendes af Kongens Brev. Hr. Klaus skriver selv, at der ligger stor Magt paa den Reise; Aarsagen kan han ikke skrive Biskoppen til, men vil sige ham den ved deres Sammenkomst. Deraf maa man slutte, at han har andre Erinder at fare med, end netop de, Kongens Breve omtaler, og hans Reise til Throndhjem vil vist komme til at gaa for sig. Skeer det, da var det godt, om Erkebiskoppen vilde kalde Raadet og de bedste Mænd nordenfjælds til Throndhjem til samme Tid. Med Hr. Vincentius havde det ingenlunde været fuldtrygt, og han „havde
