ikke Hjerte til“ Erkebiskoppen. Denne maa dog ikke lade sig mærke dermed, og heller ikke agte paa falske Venners Skrivelser. Hr. Vincentius var fortrydelig, fordi han ikke fik Fisken i den fastsatte Termin; han troede nemlig heri at see „gammel Avind“ fra Erkebiskoppens Side. Han stødte sig ogsaa over, at dennes Tjenere „stundom havde havt unyttige Ord om ham“. Men nu har Biskoppen og Provsten drevet det dertil, at Erkebiskoppen maa fast forlade sig paa ham. „Han har holdt begges vore Hænder og tilsagt Eders Naade et grundigt og fast Venskab aabenbare og hemmeligen“. Man maa nu – erklærer Biskoppen – holde sammen; derpaa beroer baade Rigets og Erkebiskoppens Velfærd for en stor Deel. Brister Samholdet fra nogen af Siderne, „da vil det virke til Rigets, Kirkens, Troens, Raadets og menige Indbyggeres grundelige evige Skade og Fordærv“. Han raader Erkebiskoppen at lyse i sin Borgestue et fast Venskab mellem ham selv og Hr. Vincentius, og forbyde at tale om denne andet end godt; – og han bor mage det saa, at det kan komme Hr. Vincentius for Øre. Erkebiskoppen maa ogsaa skaffe Hr. Vincentius de 300 Gylden til Reiseomkostninger; thi Ingen i Riget er bedre skikket til Reisen end han, og Rigets Bestaaen samt Erkebiskoppens og Biskop Magnus’s Velfærd hænger deraf. Vincentius har paataget sig at skaffe dem begge Kongens Gunst, ser han afleverer Huldskabsbrevet, og før han giver sig ind paa Rigets vigtige Erinder. Kong Kristian er nu hyldet i Jylland, Sjælland og Skaane, „og er ikke andet troende eller tænkende, end at hans Naade bliver ved Magt, uden Gud vil anderledes have det“.
Man seer tydelig, at det i Grunden, trods alt hvad han gjorde sig kostbar; har været Hr. Vincentius meget om gjøre at blive det norske Raads fuldmægtige Sendebud til Kong Kristian, dog saaledes at han fik sine Reiseomkostninger godtgjorte. Han har derfor ikke sparet paa gode Løfter til Erkebiskoppen, Løfter, hvilke dog hans tidligere Fremfærd altid maa gjøre det saare uvist, om han virkelig var alvorlig til Sinds at holde. Forresten fremgaar af Hans Reffs sidstomtalte Brev, at det ingenlunde var Erkebiskoppens Skyld alene, at Afgjørelsen af Kristians Valg og Hylding blev udsat saalænge af det søndenfjældske Raad. Ogsaa hos dettes Medlemmer har hersket Ubestemthed. De have gjerne villet afvente Tingenes Udfald i Danmark; og det var dem derfor i Grunden ikke saameget imod, som de lode sig forlyde med, at Erkebiskoppens Adfærd gav dem et Paaskud til Udsættelsen af deres endelige Erklæring.
Mest maa vel ellers Erkebiskoppen antages at have lyttet til hvad hans Fortrolige og fuldmægtige Sendebud, Kanniken Jens Olssøn, skrev ham til fra Oslo om Forhandlingerne der i Anledning af
