Klaus Bildes forestaaende Komme. To Breve fra ham til hans Herre fra denne Tid ere levnede. Det ene synes at have været bestemt til at læses før Afsendelsen af Biskop Hans. Deri gjøres Rede for de Forhandlinger i Raadet, som ovenfor ere omtalte, og ved hvilke Jens Olssøn var tilkaldt; og Biskop Hans’s samt Provstens Bestræbelser for at stille Hr. Vincentius tilfreds og gjøre ham til Erkebiskoppens Ven udhæves. Erkebiskoppen staar ilde hos Kongen og en Deel af Danmarks Raad; han maa nu vise sig gunstig mod Hr. Vincentius. Dennes Fordring paa de 300 Gylden maa Erkebiskoppen søge at opfylde; der er nu intet Middel at gribe til uden at nytte Hr. Vincentius. Erkebiskoppen bør tilskrive ham kjærligen og fortro sig til ham; dette er Biskop Hans’s Raad. Han bør ogsaa tilskrive Klaus Bilde. Erkebiskoppen underrettes om hvad Jens Olssøn har lovet paa hans Vegne med Hensyn til Hyldingsbrevet og de andre Brevskaber. Han faar selv betænke, om han nu ogsaa vil skrive Kongen til, eller som før sætte Alt i Biskop Hans’s Hænder, indtil Sagen er afgjort, og da rette sig efter Leiligheden. Herrerne have besluttet, at Brevskriveren skal fare med Hr. Vincentius til Danmark. Han vil gjerne dette, siger han, for Erkebiskoppens Bedste. Han kan ved den Leilighed erfare meget, som kan være Erkebiskoppen nyttigt at vide for derefter at rette sin Fremfærd. Erkebiskoppen maa strax sende Budet tilbage igjen med Brevene og lade det skynde sig, hvis man vil forekomme Herrernes Reise til Throndhjem; Pengene kan han sende senere. Han beder Erkebiskoppen endelig intet forglemme af hvad der angaar Hr. Vincentius. „Unge Kong Kristian faar visselig Fremgang. Her er nu intet andet Middel til. Hvad som sagt var om Pfalzgreven var altsammen Løgn.“
Jens Olssøns andet Brev synes end mere fortroligt. Han ved, siger han, intet bedre Redningsmiddel for Erkebiskoppen, end det, han i sit første Brev har tilskrevet ham; og han kjender Ingen, som Erkebiskoppen nu bedre kan bruge end Hr. Vincentius. Han maa nytte alle de Venner, han har, mellem Kongen og sig, og opfylde Hr. Vincentius’s Fordring med Hensyn til Reisepengene, „om han vil blive ved Magt“. Hr. Vincentius har betinget sig, at Norges Raad skal staa fast ved ham, og ikke falde fra, som de før have gjort. Der er maaskee i Danmark mange Holsteinere og Andre, som ville have Forleninger i Norge; men dem ved Brevskriveren, at Hr. Vincentius vil staa imod. Han raader Erkebiskoppen at tilskrive denne eftergivende og venskabeligen, anbefale ham alle Rigets Erinder og tilsige ham sin faste Bistand i alt hvad han handler for Rigets Bedste. Erkebiskoppen maa forresten være belavet paa Klaus Bildes Komme til Throndhjem; det kan mærkes paa hans Brev til Biskop Hans, at han selv
