vil did. Erkebiskoppen maa snarest muligt meddele Jens Olssøn Forskrifter for, hvorledes han skal bære sig ad med de Breve, Erkebiskoppen sender til Oslo, om Herrerne drage Nord[1]
Jens Olssøns Breve, som alle de øvrige nærmest omtalte, ere udstædte den 15de November og rimeligvis strax afsendte. Men Brevdrageren naaede, efter Erkebiskoppens Udsagn, paa Grund af Reisens Besværlighed, ikke til Throndhjem for den 5te December. Erkebiskop- pen havde altsaa, for han modtog dem, faaet over Nederlandene Keiser Karls og Pfalzgreve Fredriks Breve, hvilke vi tidligere have omtalt. Disse vare nemlig, som for sagt, komne ham til Hænde den 23de November. Vare de skikkede til at vække hos ham nye Forhaabninger, saa maatte de senere modtagne fra Oslo tjene til igjen at dæmpe disse. Vi have seet, at Erkebiskoppen i Hemmelighed og med en vis Glæde meddelte Jens Olssøn de over Nederlandene modtagne Nyheder[2]; men man sporer ikke, idetmindste ikke af hvad han samtidigen svarede tilbage til Raadsmedlemmerne i Oslo, at de samme Tidender have bestemt ham til noget aabent Skridt mod Kristians Valg.
Erkebiskop Olaf skyndede med at udstæde de nødvendige Breve i Anledning af Efterretningerne søndenfra De ere alle givne i Throndhjem dels den 7de og dels den 8de December, altsaa kun to til tre Dage efter at han havde modtaget Brevene fra Oslo.
Erkebiskoppen takker Biskop Hans for den Umag, som han og Provsten havde gjort sig for at styrke Venskabet mellem ham selv og Hr. Vincentius. Han har – siger han – ikke ventet sig noget Ondt af denne, og han vil med Guds Hjælp skikke sig saa, at der fra hans Side ikke skal findes nogen Brøst, ligesom han og venter, at Hr. Vincentius vil vise sig ligedan mod ham baade lønligen og aabenbare. Erkebiskoppen vil med det Første sende de 300 Gylden, og han har intet imod at Jens Olssøn selger Hr. Vincentius til Danmark. Drager Klaus Bilde ikke til Throndhjem, forlader Erkebiskoppen sig nu som før paa Biskop Hans, at alt bliver indrettet i bedste Form og Mening paa Alles Vegne. Kopien af Hyldingen, Fuldmagten og Instruxen sender han ubeseglet tilbage, da han ingen har hos sig af Norges Raad; men han samtykker og indvilger i hvad det nu i Oslo samlede Raad beslutter. Han vil „med yderste Lempe og Flid“ tilskrive Hr. Vincentius. Komme Herrerne nord, skulle de være velkomne; dog vil han gjerne have nærmere Bud derom. Raadet der nord trøster han sig ikke til i Hast at faa samlet.
I et andet Brev til Biskop Hans og Kansleren, Provst Morten
