skulde udrede, og Raadets Breve til Almuen om denne Sag bleve udkastede og leverede til Erkebiskoppens egen Kansler for af denne at udfærdiges overensstemmende med Erkebiskoppens eget Samtykke og høieste Stemme deri. Det Hele synes saaledes at være gaaet fuldkommen lovformeligt til, og Forhandlingerne vare allerede skredne saa vidt, at det var afgjort, at anden eller tredie Dag derefter skulde Thing, eller som det kaldes ved denne Leilighed: „Burspraaket,“ holdes med Almuen, som da var samlet i Byen. Dette maa have været en brugelig Form, et dunkelt Minde udentvivl fra det engang for Thrønderne og for hele Norge saa betydningsfulde Ørething, nu nedsunket til et Møde af Almuen for at høre Styrelsens Beslutninger offentlig kundgjorte og for maaskee ved et Slags Samtykke at give dem en vis lovlig Stadfæstelse.
Thrøndelagens Bønder maa imidlertid ved denne Leilighed selv have indseet, eller ved formaaende Mænd være blevne gjort klog paa, at Forhandlingerne i Throndhjems By gjaldt Sager af høieste Vigtighed, – gjaldt saa at sige Norges Selvstændighed. Almuen hæftede sig ved tvende Ting, som visseligen have været udpegede og forklarede for den af dens Ledere: – først det foretagne Kongevalgs Ulovlighed, efterdi det var skeet kun ved en Deel af Raadet, rigtignok uden at denne dertil havde været tvungen, men ogsaa uden at Erkebiskoppen og Norges nordenfjældske Raad, heller ikke Landets menige Indbyggere derved havde været adspurgte, noget som ganske stred mod Norges skrevne Lov og gode gamle Sedvane; – dernæst Ulovligheden af den forlangte Skat, efterdi Skat ikke kunde paalægges Norges Almue, endog af en lovlig kaaret Konge, førend denne havde udstedt sin Reces (Haandfæstning) og derved forpligtet sig til at overholde Rigets Ret og Friheder. At denne Fremstilling af Sagen – fra hvem den saa egentlig skrev sig – var fuldkommen rigtig, tør man neppe negte. Thi at noget lovformeligt norskt Kongevalg hidtil var gaaet for sig, vil vel Ingen kunne paastaa, end mindre at Kristian III havde modtaget noget saadant eller udstedt nogen norsk Haandfæstning eller Reces; følgelig maatte hans Udskrivning af en Skat i Norge ligesrem dømmes at være en lovløs Anmasselse.
De i Throndhjem til det forestaaende Thing eller Burspraak sammenkomne thrøndiske Bønder sendte da Nogle af sin Midte til Erkebiskop Olaf for at bede ham om hans Raad; og Erkebiskoppen stedte Bønderne til en Samtale med sig i sin Gaard, idet han forsikkrede dem, at han „altid vilde være den Herre, som vilde vide fattige Norges Riges Almues og Indbyggeres Bedste“. Nu blev det føromtalte til sidstforgangne Trefoldigheds Søndag bestemte Herremøde i Thrond-
