hjem atter bragt i Erindring ligesom og de søndenfjældske Raadsmedlemmers Indvendinger mod at indfinde sig ved samme paa Grund af Uføret. Almuen baade af Stavangers og Bergens Biskopsdømme, ja af Landet lige nord til Vardøhus – yttredes der – havde dog ved sine Fuldmægtige indfundet sig til bestemt Tid og Sted. Alligevel blev Herremødet, efter de søndenfjældske Herrers Villie og Fordring, udsat til St. Hans. Men istedet for at møde da, skrev Biskop Hans af Oslo, Provsten sammesteds, Hr. Vincentius Lunge og Erik Ugerup, at de havde kaaret og udvalgt Hertug Kristian til Norges Konge. Man paapegede nu det ulovlige i denne Fremgangsmaade, idet man bad, at Erkebiskoppen ikke vilde „fuldbyrde den til Norges Konge at blive“, som ikke er „eendrægtelig kaaret af Norges Riges Raad og samtykt af menige Norges Indbyggere paa det Sted, som Loven udviser“, – og ei heller den, „som saa hasteligen vil tvinge Norges Almue med Skat og Tyngsel uden al Reces, Privilegier, Friheder og Rettebøder, som pleie og bør udgives af kaaret og keist Norges Konge, før man giver enten Skat eller Skyld“.
Efterat Sagen saaledes var fremstillet for Erkebiskoppen, synes man strax at være skredet til at sætte en Ret, som det næsten lader, i selve Erkebiskopsgaarden. Thi det heder, at Bønderne nu kom overeens med Erkebiskoppen, i Lagmandens, Raadmændenes og Throndhjems menige Borgeres Overvær, og med deres Samtykke og Fuldbyrdelse, om: – at Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo samt Hr. Klaus Bilde skulde gribes og fængsles; men Hr. Vintius Lunge, Provsten i Oslo, Erik Ugerup og Erik Hak[1], hvilke danskfødte Mænd alle maa have været anseede for de egentlige Anstiftere af det hele ulovlige Valg og Skattepaalæg, skulde straffes (dræbes?), hvor man kunde overkomme dem. Og denne, som man vel maa kalde den, tumultuariske Dom blev strax udført paa Hr. Vincentius Lunge, der dræbtes i Opløbet. Hr. Klaus Bilde og Biskop Hans undgik, efter den Sidstes Paastand, med Nød og Neppe Døden. De vare nemlig begge tilstede i en Raadslagning hos Hr. Vincentius ved, eller umiddelbart før Overfaldet paa denne. De bleve tilligemed Esge Bilde ved Kristoffer Throndssøn førte over til Tautra og satte i Forvaring i Klosteret der. I alt dette handlede Erkebiskoppen uden at raadføre sig med sit Kapitel, som heller ikke før end paa denne samme Dag fik vide noget om de Breve, han en Maaned forud havde modtaget fra Keiseren og Pfalzgreven. Saa lød i det mindste Kapitelets senere Paastand: „at han (Erkebiskoppen) havde besluttet det hem-
- ↑ Erik Haks Forhold til de tidligere Forhandlinger i Oslo kjendes forresten ikke tydeligt.
