melig hos sig selv og (med) nogle sine daglige Tjenere“[1]. Hr. Vincentius blev dræbt den 3die Januar 1536, som det lader, lige efter at ovennævnte Dom var fældet; og samme Dag foregik ogsaa Biskop Hans’s og de to Bilders Fængsling[2].
Dette er den Fremstilling af Urolighederne i Throndhjem og Vincentius Lunges Drab, som findes i de ældste og bedste Kilder, og som derfor synes at burde foretrækkes en anden, der imidlertid har været maaskee videre udspredt og meer almindelig troet. Det er nemlig den, som findes hos Hvitfeld. Han antager, vist nok ganske urigtigen, at de Sendebud, som i før omtalte Brev fra Keiser Karl nævnes[3], virkelig have været seenhøstes 1535 hos Erkebiskoppen i Throndhjem, at de have lovet ham Hjælp, og at Pfalzgreven snart skulde komme med stor Undsætning. Da nu Kristian III’s Sendebud ankom, „som var for Jule Aften“, lod Erkebiskoppen disse fængsle. Han sendte strax Biskop Hans og Herrerne Klaus og Esge Bilde til Tautra Kloster, hvor han lod dem forvare. Hr. Vincentius Lunge derimod lod han vogte i Throndhjems By. Det skede da en Aften, da Erkebiskoppen var drukken og glad over den Lykke, som ham syntes var ham hendet, at Kristoffer Throndssøn raadede ham, at han nu skulde nytte Tiden og hverken lade sin Uven, Hr. Vincentius, undslippe, eller forsømme hvad han i Norge kunde udrette, medens Kristians Udsendinger sade fangne. Erkebiskoppen var i Drukkenskab ubetænksom nok til at lytte til dette Raad og bød Kristoffer at dræbe Hr. Vincentius. Kristoffer Throndssøn gik da næste Morgen med Piber og Trommer til det Hus, i hvilket Hr. Vincentius holdtes vogtet, lod det besætte af sine Knekte og sendte Fangen Bud, at han skulde rede sig til at dø. Vincentius bad om Prest, og den fik han. Men der gaves ham kun meget knap Stund til at skrifte, før Kristoffer faldt over ham med sine Svende. Erkebiskoppen havde imidlertid om Natten besindet sig og sendte en Tjener til Kristoffer, for at byde ham skaane Vincentius’s Liv. Men Kristoffer, som allerede var paa Veien med sit Folk, svarede, at han vilde holde sig til Erkebiskoppens første Bud. Da man trængte ind til den Fangne, traf man ham siddende ved et Bord, og angreb ham der baade med Skud og Stik. Han gjorde ingen Modstand, men holdt kun Borddækket for sig. Saaledes blev Vincentius
- ↑ Fremstilligen her er efter Thrøndernes Brev til Indbyggerne i Bergen, givet i Throndhjem den 7de Januar 1536 (Palud.-Müllers Aktst. II. 206–208), jfrt. m. Biskop Hans’s Skrivelse til Kong Kristian den III, Oslo 25de April 1536 (Ssts. 264–267) og med det throndh. Kapitels Brev af 13de Januar 1538, Dan. Mag. VI. 291. (s. o. f. II. 772); see ogsaa Palud.-Müller, Gr. F. II. 257–259, og 76, samt Krag og Stefanius Kristian III’s Hist. 162–163.
- ↑ Hvitf. Kr. III. u. 1536; Palud.-Müller, Gr. F. II. 258.
- ↑ S. o. f. II. 770.
