Leide har han sat ham i et Taarn og røget ham ihjel, saa Gud give ham (Erkebiskoppen) sin rette Løn“[1]. Hvitfeld endelig udtaler sig paa følgende Maade om denne Sag: „Erkebiskop Olaf, fordi han af Alle hørte ilde for Hr. Nils Lykkes Kjetteris Skyld, som han haandhævede, da lod han ham smøge ihjel ved Jakob Nollike. Kanskee mistrode han ham og, at han skulde falde til den udvalgte Konge (Kristian III) for adskillige Skrivelsers og Postes Skyld, som han udsendte“[2]. – Alt dette vidner tilstrækkeligt om Nils Lykkes voldsomme Død, men er høist utilstrækkeligt til at opklare Erkebiskoppens Forhold til samme. Thrøndernes Brev antyder ingenlunde med klare Ord Erkebiskoppen som Ophavsmanden, skjønt det betegner Nils Lykkes Død som en tilbørlig Straf for hans Brud paa Kirkeloven. Erik Gyldenstjerne, der dog var meget fiendtlig stemt mod Erkebiskoppen, vover ikke at omtale dennes Anstiftelse af Drabet uden som et løst Rygte; og Hr. Nils’s Fader henpeger ogsaa paa Rygtet som sin Hjemmel, i det han nævner Erkebiskoppen som Ophavsmand til sin Søns Død. Først den meget yngre, og, som man tydelig seer, om den hele Sag saare mangelfuldt underrettede Hvitfeld udtaler med rene Ord Erkebiskoppens Brøde, og dog paa et Slags undskyldende Maade.
Efter saadanne Udsagn er det umuligt at dømme afgjørende. Men vi maa lægge Vegt paa, at Erkebiskop Olaf ikke i noget samtidigt Kildeskrift bestemt nævnes som Drabets Anstifter, – at en saadan Beskyldning ikke med et eneste Ord fremføres mod ham i den Brevvexling, som efter hans Død førtes angaaende Nils Lykkes hos Erkebiskoppen beroende og af denne til Nederlandene medbragte Gods, – at Erkebiskoppen efter alt Udseende kun i een Maade kunde have Gavn af Hr. Nils’s Død, nemlig som et Middel til fuldkommen at ud- sone sig med Vincentius Lunge, men at paa den anden Side et saadant voldsomt Middel neppe for Øieblikket kunde ansees hverken som paatrængende nødvendigt for hans Skyld, eller endog som hensigtsmæssigt med Hensyn til de øvrige norske Raadsmedlemmer, som vare komne, eller vare ventende i Hr. Vincentius’s Følge, – endelig at Erkebiskoppen, ifølge de forud over Nils Lykke lovlig fældede Domme, aabenbare var i sin gode Ret, om han lod sin Fange offentlig henrette, og altsaa ikke behøvede at dræbe ham paa nogen skjult eller underfundig Maade, hvilket den omtalte Røgning eller Smøgning (Kvælen ved Kuldamp?) bestemt synes at pege hen paa. Alle disse Omstændigheder forekomme mig, forudsat at Drabet virkelig er udført paa den antydede Maade, snarere at tale for Erkebiskoppens Udelagtighed deri end omvendt.
Det er vistnok vanskeligt at forklare tilfredsstillende Sagens Sam-
