menhæng saaledes, at Olaf Engelbrektssøn deri bliver ganske uskyldig, helst da Hr. Nils var Erkebiskoppens Fange og maa antages at have været bevogtet paa dennes Slot. Men i saa Henseende maa vi dog ogsaa mærke os, at Erkebiskoppen under den hele Rørelse i Throndhjem aabenbare har været ikke lidet afhængig af en mægtig ydre Indflydelse fra Almuens og dens Lederes Side, hvilke disse nu end have været, og at han langtfra har været i Eet og Alt ganske sin egen Herre. Har nu Thrøndernes Stemning allerede været ophidset ved de Rygter fra Nederlandene, som i Slutningen af November havde naaet Throndhjem, og som ganske vist ikke kunde holdes fuldkommen skjulte for-Almenheden, hvormeget end Erkebiskoppen maaskee kunde have ønsket dette, men tvertimod ved at gaa paa en hemmelighedsfuld Maade gjennem Folkemunde, have forstørret den fra Keiseren ventende Hjælp, – saa kan man let tænke sig, at Bevægelsen er voxet ved Efterretningen om de søndenfjældske Herrers Komme. Stemningen blandt Almuen var, som man seer, mod de Danske og mod Kristian III’s Tilhængere. Nils Lykke var, som alle vidste, Dansk, og kunde vel, efter hvad tidligere er oplyst[1], med Rette regnes for at helde til Kristians Side. I denne Sagernes Stilling har den oprørte Almue, paavirket af listige Ledere, der nøie have kjendt Erkebiskoppens hele vanskelige Stilling og hans Karakters svage Sider, først vendt sig mod Nils Lykke, og med en Selvtægt, som Erkebiskoppen ikke har været i Stand til at modstaa, paataget sig Udførelsen af den tidligere over ham fældede Dom, hvilken Kirkens og Statens Hoved, udentvivl til Manges store Forargelse, saa længe havde udsat. Nils Lykkes Drab har da været et Forvarsel for hvad der snart efter skulde overgaa Herrerne af det søndenfjældske Raad. Disse vare, hvis nævnte Drab virkelig foregik Juleaften, endnu dengang ikke ankomne til Throndhjem, og de have, da de kom, rimeligvis ikke villet eller fundet det tjenligt at paatale Voldsomheden. Men Almuen, som først havde faaet Blod paa Tand, og ved de søndenfjældske Herrers Budskab bragtes i et yderligere Oprør, hvilede nu ikke, før den i Hr. Vincentius Lunge havde seet det næste Soneoffer falde for hvad den, efter sin Anskuelse, maatte kalde lovløst Angreb fra de Danskes og Kong Kristians Side paa Fædrelandets Selvstændighed og det norske Folks Ret. Skulde dette have været den sande Gang i Hendelserne, saa seer Enhver let, hvor meget der taler til Erkebiskop Olafs Forsvar, eller i det mindste til hans Undskyldning.
Vi see, at der over Tildragelserne i Throndhjem i Juletiden mellem 1535 og 1536 hviler meget Mørke baade med Hensyn til Gangen i dem og Bevæggrundene til dem og Erkebiskop Olafs Delagtighed.
- ↑ S. o. f. II. 751, 760.
