Hvad der er sikkert er, at de to Raadsmedlemmer, Herrerne Nils Lykke og Vincentius Lunge, begge ved denne Leilighed mistede Livet, og at Biskop Hans Reff og begge Bilderne, Klaus og Esge, bleve satte fast paa Tautra. At Biskop Magnus af Hamar er bleven fængslet, omtales ikke. Han var, som vi vide, i 1531–1532 Kong Kristian II’s aabenbare og ivrige Tilhænger, og han var ganske vist ogsaa nu i Hjertet stemt for den samme Herres Sag og for dem, som forfegtede denne. Han har derfor udentvivl strax erklæret sig for den thrøndiske Reisning og følgeligen beholdt sin Frihed, uagtet han i Thrøndernes Dom var nævnt blandt de Skyldige. At Erkebiskoppen lod af de tilstedeværende Raadsmedlemmer denne ene Mand, paa hvem han forøvrigt ganske vist har kunnet fuldkommen stole[1], blive staaende ved sin Side, var muligen ogsaa en klog Beregning. Man kunde da ikke beskylde Erkebiskoppen for ganske at have tilintetgjort det norske Raad, og det var altid nyttigt for ham at have en Medansvarlig, paa hvis Samstemmighed han dog kunde lide.
Den tumultuariske Bevægelse i Throndhjem den 3die Januar 1536 nærmede sig en Statsomvæltning, en Revolution. Hensigten var jo aabenbare at frigjøre Norge fra det danske Tryk, ved at slutte sig til et modsat Parti, af det de Danske havde valgt, – nemlig til Kristian II’s, der repræsenteredes af Pfalzgreve Fredrik og understøttedes af Keiser Karl V, istedetfor til Kristian III’s, som allerede kunde siges at være det seirende i Danmark. Hvor meget eller lidet nu end Erkebiskop Olaf kan have gjort for at fremkalde Bevægelsen, – han var, da den først var indtraadt, nødt til at følge den, ja optræde som dens Hovedleder. At han dog ikke forhastede sig hermed, men i Førstningen lod dem, der vare optraadte som Handlende i det voldsomme Foretagende gaa sin egen Vei, – det viser den Omstændighed, at ikke han, men den thrøndiske Almue udstædte den første Kundgjørelse om det foretagne Skridt.
Den 7de Januar 1536 lod nemlig „Bønder og menige Almue i Thrøndelagen“ sit Brev udgaa til sine „kjære Brødre, Hr. Lagmand, Raadmænd og menige Borgere og Nordfarere“ i Bergen, med Underretning om hvad der var skeet i Throndhjem. Dommen, Fængslingen og Drabene, der havde fundet Sted, fortælles som overfor udhævet, og Brevet sluttede med følgende Ord: „Thi er vor kjærlige Bøn og fuldkommelige Begjær til Eder paa Christendommens, Norges Riges Krones og dets Indbyggeres Vegne, at I ville velvilligen hjælpe at
- ↑ At ogsaa Keiseren (og Pfalzgreven) have anseet Biskop Magnus som selvskreven Tilhænger af Kristian II’s Sag, fremgaar deraf, at Keiserens Brev af 10de April var udfærdiget til ham ligesaavel som til Erkebiskoppen. Pal.-Müller, Gr. Feide II. 264 Not.
