straffe dem, som Norges Riges Friheder, menige Almues Gavn og Bedste og Bistand saa fordærveligen agte (at) nedlægge. Vi ville med Liv og Gods straffe i denne Landsende de, som brødelige ere. Og naar og hvor I have vor Hjælp behov, da skulle I med Guds Hjælp finde os velvillige og redebonne i alle Maader“[1]. – At lignende Breve have været udstedte fra samme Kant til andre Menigheder i Norge, er høist sandsynligt, skjønt ingen saadanne, saavidt hidtil vides, ere levnede. Man seer, at ingen Konge eller Fyrste i Brevet nævnes, som den, til hvis Bedste Reisningen er skeet; men at Brevudstederne ei ville vide af „Hertug Kristian“, og at de ville have Straf over alle Fiender af „Norges Friheder“. Og netop hertil maa man tænke sig, at det almindelige Ønske hos Nordmændene for Øieblikket var indskrænket. Paa næste Skridt var desværre Mængden af dem ganske uforberedt; ja, den var endog uvis om, i hvad Retning det skulde og burde gjøres. Neppe engang de egentlige Ledere af Reisningen i Throndhjem havde fæstet sig noget bestemt Endemaal for Øie.
Hvilke vare da hine den thrøndiske Almues Ledere, vil man spørge, naar Ledelsen ikke udgik fra Erkebiskoppen selv? Ingen Kilder nævne dem udtrykkeligen, og vi kunne saaledes kun gjætningsvis henpege paa tvende Mænd, som øiensynligen spille en fremtrædende Rolle deels i Bevægelsen i Throndhjem, deels i dens nærmeste Følger; og disse ere: først og fremst den allerede oftere nævnte Kristoffer Throndssøn (Rostung), og dernæst Einar Tjeld, som vi snart skulle komme til at omtale, – Mænd, der begge ganske vist vare indfødte Nordmænd, men af Verdighed kun Væbnere eller Svende. Hvorledes dog end hermed har kunnet i Virkeligheden forholde sig, saa var det en nødvendig Følge af Norges Forfatning og Erkebiskop Olafs Stilling i samme, at denne meget snart maatte træde for Lyset som Hovedmanden for den hele mod Kristian III og det danske Raads anmassede Overhøihed rettede Bevægelse. Erkebiskoppen var jo i den kongeløse Tid efter Loven Landsstyrelsens Hoved og Kongedømmets Vikarius. Rigtignok tænktes han i saadan Egenskab paa det nøieste bunden til Raadet. Men nu, da det norske Raad for Øieblikket var sat ud af sin Virksomhed, stod han paa en Maade som Rigets Enestyrer. Hvad enten det nu var med eller mod hans Villie at han var trukket ind i Hvirvelen, – han stod midt i den og var nødt til at handle paa en afgjørende Maade.
Det første Spørgsmaal var naturligvis om at drage hele det norske Folk over paa Thrøndernes Side. Det allerede omtalte Brev fra Thrønderne til Bergensmændene skulde paa den ene Side virke
- ↑ Brevet, som før er oftere omtalt, er givet „i Throndhjem, 14de Dag Jule“ 1536, og findes trykt i Palud.-Müllers Aktst. II. 206–208.
