til dette Maal. Paa den anden Side sendte Erkebiskoppen allerede i Løbet af Januar Maaned en Hob Krigsfolk, anført af Einar Tjeld, syd over Dovrefjæld til Oplandene, hvorhen, som det lader, Biskop Magnus af Hamar ogsaa drog eller var dragen i Forveien for af al Kraft at støtte Erkebiskoppens Sag. De til Oplandene udsendte skulle have havt det udtrykkelige Hverv, at thinge Folket fra Kristian III og til Pfalzgreve Fredrik. De havde Keiserens og Pfalzgrevens Breve med sig – hed det – lod dem læse for Almuen og forsikkrede denne, at Pfalzgreven selv til Vaaren vilde komme til Norge med en stor Magt. De underrettede ogsaa Bønderne om Kristians Skattefordring, idet de falskeligen forklarede, at denne ikke gik ud paa mindre end „hver tredie Penning“ (Trediedelen af al Indtægt?) over hele Landet. Saaledes beskriver i det mindste Lensmanden paa Akershus, Erik Gyldenstjerne, deres Fremfærd i sit Brev til Kong Kristian af 6te Februar. Den norske Almue baade vest og syd i Landet yttrede aabenbare sterk Tilbøielighed til at træde paa Erkebiskoppens Side. Selv hos Kjøbstædmændene i Oslo, Tunsberg og Sarpsborg kunde Erik Gyldenstjerne intet udrette. De vare ganske gjenstridige mod hans Opfordringer til dem om Hjælp; hvorimod de ogsaa pukkede paa den Magt, Keiseren til Vaaren vilde sende dem med Pfalzgreven. Visse Adelsmænd, som Ridderen Gaute Galle, viste sig ikke villigere til at hjælpe Erik Gyldenstjerne, skjønt de havde Kronens Len[1]. En almindelig Uvillie mod den danske Styrelse og de danske Styresmænd raadede hos det norske Folk, og Thrøndernes Foretagende var i saa Henseende i sin første Fremtræden ikke lidet lovende.
Men Norges tre Hovedstøtte vare i danske Mænds Hænder, og det i Mænds, som baade vare Kristian III hengivne, og stemte for Opretholdelsen af Norges Forening med Danmark. Bergenhus holdt Thord Roed, Akershus Erik Gyldenstjerne, og Baahus, paa den fangne Klaus Bildes Vegne, hans Hustru, Lisbet Jensdatter Ulfstand. Saalænge ikke disse Slotte vare vundne, var i Virkeligheden Udfaldet af Nordmændenes Reisning meer end uvist, under hvor gunstige Udsigter den end kunde synes at være aabnet. Disse Slotte maatte Erkebiskoppen og hans Tilhang snarest muligt bringe i sin Magt, hvis der skulde gives noget sandt Haab om, at deres Foretagende skulde lykkes.
Einar Tjelds Tog var ogsaa væsentligen rettet mod Akershus Men Erik Gyldenstjerne indsaa dette, og strax, han var kommen til Vished om Toget og ligeledes havde erfaret Nordmændenes Uvillie, henvendte han sig i sin ovenfor berørte Skrivelse af 6te Februar til Kristian III om kraftig og hastig Understøttelse. Han udhævede det
- ↑ Om alt dette see Erik Gyldenstjernes Brev af 6te Febr. 1536, Pallud.-Müller, Aktst. II. 250–252.
