Alvorlige i den nærværende Reisning, der naturligvis, efter hans Anskuelse, var et „Forræderi“, som snarest muligt maatte „straffes“. Han bad Kristian sende ham selv med det første en Hob Krigsfolk og raadede ham derhos at opfordre den svenske Konge, til at gjøre et Indfald i det Nordenfjældske[1]. Han førte i Brevet Klage over Almuen i sit Len og navnligen over Mændene i Kjøbstæderne, og denne Klage gjentog han endnu skarpere i et senere Brev til Kristian af 14de Februar. Han yttrer her endog, at Oslos Borgere fortjente en lignende Straf som Borgerne af Aalborg, hvormed han sigter til den grumme Behandling, som overgik denne Stad, da Johan Rantzau i Kampen mod Skipper Klement indtog den i December 1534. Han klager ogsaa over Borgerne af Tunsberg, der havde vist en ligedan Uvillie mod Erik Ugerup, som Oslos imod ham selv. Han lover endelig, naar Kongen blot kunde sende ham noget lidt Krigsfolk, at ville nu i Vintertiden udrette med det ligemeget som med det dobbelte Antal til Sommeren[2].
Kristians Stilling i Danmark havde i Løbet af Høsten og Vinteren 1535 ikke i nogen høi Grad forbedret sig. Vel havde i Begyndelsen af October Landskrona overgivet sig til ham, hvilket ydede ham en stor Fordeel[3]. Men Pfalzgreven truede ham fremdeles fra Nederlandene; hans Forhold til Kong Gustav af Sverige var spendt, skjønt Forbundet mellem dem endnu bestod; endelig lykkedes det Lybekkerne henimod Midten af November ved Hjælp af en sterk Flaade at forsyne Kjøbenhavn med Levnetsmidler, hvorved Kristians Udsigter til at vinde Staden endnu henskjødes til en fjern og uvis Fremtid[4]. Kristian ønskede i denne Stilling en særskilt Fred med Lybek. Hertil aabnedes ogsaa Udsigter. Thi paa den ene Side begyndte det hidtil raadende Krigsparti i Staden sterkt at vakkle, ja blev fuldkommen styrtet, da dets Anfører, Wullenweber, i Begyndelsen af November 1535 blev tagen til Fange af Erkebiskoppen af Bremen[5], – og paa den anden Side optraadte flere tydske Fyrster som Meglere. Allerede i Midten af October 1535 vare Fredsunderhandlinger indledede, og skjønt mange Hindringer i Førstningen stillede sig i Veien for deres virkelige Optagelse, saa blev dog endelig den 13de Januar 1536 et Fredsmøde aabnet i Hamborg. Udfaldet af dette blev den 14de Februar en særskilt Fred mellem Kristian III, som Konge af Danmark, og Staden Lybek, hvorved Kristian II’s Parti i Danmark, og dets Anførere, Grev Kristoffer af Oldenborg og Hertug Albrekt af Meklenborg, overlodes til sin egen Skjebne med samt de Stæder, de endnu
