havde i sin Magt[1]. Denne Fred gav Kristian III en stor Lettelse, om den end ikke befriede ham fra hans Frygt for Keiseren og Pfalzgreven.
Paa denne Tid, medens Kongen for de tydske Underhandlingers Skyld opholdt sig i Hertugdømmerne, modtog han Underretning om det mislykkede Udfald af hans Gesantskab til Norge og om den mod ham fiendtlige Reisning der. Tidenden maatte komme ham saa meget meer ubehagelig, som den ganske vist ikke stemmede med hans Forventninger, og som den desuden kuldkastede hans Haab om hastig at modtage det norske Raads Stadfæstelse paa den Pantsætning af norske Landskaber og Slotte til Kong Gustav af Sverige, hvilken han ganske uden Ret havde lovet, og af hvis Opfyldelse det hang, om han skulde modtage af Kong Gustav det ønskede og meget tiltrængte Pengelaan[2]. At sende Erik Gyldenstjerne den forlangte Hjælp synes for Øieblikket at have været Kristian en Umulighed; men ved opmuntrende Skrivelser søgte han at vedligeholde Modet hos sine Tilhængere i Norge. Fra Gottorp skrev han den 22de Februar til Baahus Slot, hvor hans Ord hos Fru Lisbet fandt villigt Øre, idet hun af al Magt hos Almuen talte Kongens Sag. Ligeledes tilskrev han den 25de Februar, ogsaa fra Gottorp, Thord Roed paa Bergenhus med Opfordring til denne at holde Slottet til Kongens Haand, medens Hr. Esge Bilde var i Fangenskab, en Opfordring, som ogsaa blev strengt adlydt[3].
Det varede imidlertid ikke længe, førend den største Fare for Kristians Tilhængere i Norge var gleden lykkelig over. Einar Tjeld rykkede mod Akershus og leirede sig ved Gaarden Kjølberg (nu under Tøien). Men Erik Gyldenstjerne forsvarede sig heldigen; ja det lykkedes ham endog ved et Overfald, rimelig i Marts Maaned, at slaa Einars langt overlegne Styrke, og drive ham selv paa Flugten. Hermed var Akershus reddet for Kristian III, og Erkebiskoppens Forsøg paa at vinde Magten i det søndenfjældske Norge var tilintetgjort[4].
Et andet Tog blev i Marts Maaned foretaget fra Erkebiskoppens Side mod Bergen. Anføreren for dette Tog var Kristoffer Throndssøn. Det udførtes tilsøs, men løb ligesaa uheldigt af som det mod Akershus. Man synes at have regnet paa en Overraskelse; men Thord Roed blev advaret. Han tog Bymændene i ny Ed paa den Konges Vegne, som blev valgt til Norges Krone, og satte sig i bedste Stand til at modtage Fienden. Ved denne Leilighed afbrændte han og ødelagde Munklifs Kloster, for at dette ikke skulde give Kristoffer Throndssøn noget fast Støttepunkt. Da Kristoffer kom, lagde han til i Gravdal, og indlod sig i Underhandlinger med Thord Roed. For at drive
