paa Norges Krones Privilegier, Friheder og gode gamle christelige Sedvaner, som Loven udviser, og fremfarne Fyrster og Konger, synderlig hans kongelige Majestæts Herre Fader naadeligen og gunsteligen udgivet haver“[1]. Dette aabne Brev blev af Erkebiskoppen udstedt paa Pergament og forsynet med hans Segl. Ikke heller det var, som vi let see, noget ubetinget Forpligtelsesbrev, end mindre Valgbrev eller Hyldingsbrev fra Erkebiskoppens Side. Dog kunde han nu – men ogsaa først nu – siges at have bundet sin Stemme i Kongevalget til Kristian III, forudsat at denne opfyldte de i Brevet nævnte Betingelser. Erkebiskoppens tidligere Skridt i Valgsagen kunne, saavidt skjønnes, ikke ansees for retlig bindende, og end mindre Kristians Valg for lovlig fuldbragt, saalænge det ikke var forkyndt i et af det samlede Raad udstedt og beseglet Valgbrev, samtykket (om end blot i Formen) af det Norske Folks Fuldmægtige og endelig udtrykkelig modtaget af den udvalgte selv; – intet af alt dette havde her fundet Sted. Kong Kristian og Erkebiskoppen stode i Virkeligheden endnu retlig ubundne lige over for hinanden[2].
Der blev ogsaa ved Underhandlingerne i Throndhjem truffet foreløbig Aftale, at den i Erkebiskoppens Brev omtalte Herredag skulde holdes i Bergen ved St. Olafs Dag, i Slutningen af Jnli, og at den danske Konge og det danske Raad skulde sende sine Fuldmægtige til samme[3].
Alt synes forøvrigt tyde paa, at Underhandlingerne have gaaet af i al Venskabelighed, og at Erkebiskop Olaf har forstaaet ikke alene at udslette alt personligt Nag, hvis noget saadant forud har været tilstede, af de tre Herrers Sind, men endog til en vis Grad at stemme dem alle for sine egne Anskuelser, efterat han selv først var kommen paa det Rene med, hvad Tillempning de nærværende Omstændigheder og de nys lidte Uheld nødvendigen fordrede i samme. Erkebiskoppen skiltes fra Biskop Hans og begge Bilderne som Venner, og der er alle Tegn til, at de droge syd paa med den oprigtige Hensigt at virke efter Evne baade for at Erkebiskoppen kunde blive tagen til Naade af Kristian III, og Norges Selvstændighed blive opretholdt, rigtignok kun omtrent i den Udstrækning og i den Form, som Vincentius Lunge havde tænkt sig. Man sporer forresten ikke, at nogen af dem har opløftet høirøstet Klage over hverken Vincentius Lunges eller Nils Lykkes Drab, eller at dette har lagt nogen væsentlig Hindring i Veien for en venskabelig Udsoning mellem dem og Erkebiskoppen. Neppe har heller Hr. Vincentius med sin anmassende og stolte Karakter været synderlig afholdt af sine Medbrødre i Raadet. Mellem ham
