og Esge Bilde have vi allerede seet, at et mindre end venskabeligt Forhold tidligere fandt Sted. Desuden er det, som for omtalt, meget tvivlsomt, hvorvidt Erkebiskoppen har havt nogen Deel i Hr. Vincentius’s Drab, eller om han har det, hvorlangt i saafald hans Delagtighed har strakt sig. De tre Raadsmedlemmers Taushed i denne Henseende synes visseligen snarere at vidne for Erkebiskop Olaf end mod ham.
Da Overenskomsten i Throndhjem var istandbragt, drog Hr. Esge Bilde med Erkebiskoppens Befordring til Bergen, Klaus Bilde derimod i Følge med Biskop Hans tilbage til Oslo. Disse sidste kom did Løverdagen næst efter Paaske, den 22de April, og fandt endnu her alt i Uro. De forenede sig strax med Kansleren, Morten Krabbe, og med Erik Ugerup for at optræde som Meglere mellem Erik Gyldenstjerne paa den ene Side og Erkebiskoppen, Biskop Magnus af Hamar, og Hr. Gaute Galle samt deres Tilhængere og den urolige Almue paa den anden Side. Erik Gyldenstjerne indgik ogsaa paa en Vaabenstilstand, dog kun under det Vilkaar, at Feiden mellem de to Partier blev henstillet til Kong Kristians Afgjørelse, og dennes tidligere Valg af det søndenfjældske Raad saaledes paa en Maade, om end ikke ligefrem, blev godkjendt. Dette blev af de fire Raadsmedlemmer i et aabent Brev af 24de April forkyndt Almuen i Borgesyssel, med Tilføielse, at Kongen (Kristian III) ikke vilde besvære Almuen, naar denne viste tilbørlig Lydighed og gav Forsikkring herom ved sex Mænd fra hver Skibrede. Strax efter gav Hr. Klaus Bilde sig paa Reisen til Danmark, og Biskop Hans sendte, udentvivl med ham, et Brev til Kongen, i hvilket man seer, at han paa eengang vil underrette denne om Sagernes Stilling i Norge og tillige stemme ham til Gunst for Erkebiskoppen og Norges Almue.
Brevet er givet i Oslo Biskopsgaard den 25de April. Biskoppen berører kortelig de ulykkelige Tildragelser i Throndhjem og den senere Overenskomst med Erkebiskoppen; men overlader til Hr. Klaus mundtligen at give Kongen fuldstændigere Underretning derom. Han beder Kongen „oversee med Erkebiskoppen“ paa Grund af „Tidens Leilighed“ og tage ham til Gunst og Naade igjen samt unde ham at beholde sit Biskopsdømme. Klaus Bilde vil rigtigen og omstændeligen kunne vise Kongen „den rette Grund og langsomme Aarsag til den gode Hr. Vincentius’s Drab, hvis Sjæl den almægtige Gud vil benaade, og til det store Oprør, som nu her i Riget er baade norden- og søndenfjælds“. Han kan ikke give Kongen noget bedre Raad til at stille al denne Uro, end hvad han og de tvende Bilder „havde raadet Erkebiskoppen, og denne selv ydmygeligen tigger og begjærer“, samt at Kongen naadigen forlader al Almuen og alle Andre, som kunne have forseet sig mod ham. Kongen kunde da vinde „en ret
