christen, god Herres og Konges priselige Navn“, og Almuen „des velvilligere underkaste sig en stor og gavnlig Skat“. Han kunde ogsaa „med List og Lempe“ erholde en god Hjælp og Skjenk af alle dem, som mest havde voldet dette Oprør. Biskoppen forsikkrer til Slutning, at han i sin Throndhjemsreise ene havde ønsket at kunne virke til Kongens Bedste, og at han fremdeles vil have dette for Øie. Han og hans Kapitel og Kleresi vil være „Eders Naades ydmyge Kapellaner til Gud“[1].
Men om end Hr. Klaus Bilde og Biskop Hans, den første mundtlig den anden skriftlig, talte Erkebiskoppens og de urolige Nordmænds Sag, saa er det dog muligt, at Kong Kristian havde laant et opmærksommere Øre til Erik Gyldenstjernes Fremstilling, om denne havde kommet til Orde. Erik Gyldenstjerne var, som vi allerede have seet af hans Breve til Kongen[2], meget bittert stemt baade mod Erkebiskoppen og mod Nordmændene i det Hele. Han var vistnok langt mere paa Biskop Hans’s og Klaus Bildes Forestillinger end af egen Drist gaaet ind paa den nysomtalte Vaabenstilstand; og det kan neppe tænkes at have været af anden Grund end for at modarbeide de tvende Herrer, at han strax efter Stilstanden, samtidig omtrent med Hr. Klaus’s Afreise, overgav Befalingen paa Akershus til Morten Krabbe, Kansleren, for selv at drage til Danmark. Han synes imidlertid at være død paa Reisen. Det sidste man ved om ham, er at han fra Valden, en Gaard i det sydlige Halland tilhørende Esge Bilde, skrev til sine Venner i Bergen den 15de Mai. Men dermed forsvinder han af Historien og er rimelig død strax efter. Til Kong Kristian kom han efter al Sandsynlighed ikke[3].
Kristian havde haabet, at Freden til Hamborg, som han havde sluttet for Danmarks Vedkommende med Lybek[4], skulde have draget Kjøbenhavns Overgivelse til Følge. Dette skede dog ikke. Grev Kristoffer og Hertug Albrekt bestemte sig til fremdeles at forsvare Staden, og dens Beleiring fra Kong Kristians Side fortsattes. Paa Malmøboerne derimod gjorde Hamborger-Freden, som det lader, et større Indtryk. Malmø overgav sig, efter flere hemmelige Underhandlinger, til Kristian den 7de April, og Kongen holdt der sit Indtog den 11te April[5]. At Kjøbenhavn var mere haardnakket kom deraf, at Anførernes og Borgernes Haab endnu stod til Pfalzgrev Fredrik og den Hjælp, han tænktes at skulle snart tilføre Staden fra Nederlandene og
- ↑ Biskop Hans Reffs Brev af 25de April 1536, hos Palud.-Müller, Aktstykker II. 264–267, jfrt. m. Sammes Gr. Feide II. 274, 275.
- ↑ S. o. f. II. 795.
- ↑ Palud.-Müller, Aktstykker II. 277, og Sammes Gr. F. II. 277 jfrt. m. Annaler f. nord. Oldk. 1853. 56.
- ↑ S. o. f. II. 795.
- ↑ Pal.-Müller, Gr. F. II. 291.
