Keiseren. I April og Mai foregik virkelig ogsaa i Nederlandene store Rustninger, og et særeget Sendebud fra Statholderinden, Dronning Maria, ankom i April til Kjøbenhavn for at underrette Borgerne om den snare Hjælp og ved Løfter opretholde deres Mod[1]. Uagtet alle Kristians Anstrængelser havde det saaledes endnu lange Udsigter med Kjøbenhavns Overgivelse. Derimod havde Kallundborg Slot paa Sjælland, der hidtil havde været i Grevens Hænder, overgivet sig til Kongen allerede den 16de Februar[2]; og den 27de Mai blev Vardberg i Halland indtaget af Kristians Folk[3]. Efter dette var Kjøbenhavn rigtignok den eneste Stad i Danmark, som gjorde Kristian Modstand; men i den kunde Pfalzgreven og den keiserlige-nederlandske Magt finde et overordentlig vigtigt Støttepunkt, hvis det blev Alvor med deres Angreb paa Danmark. Paa den anden Side blev Kulden mellem Kristian og Kong Gustav af Sverige stedse mere iøinefaldende. Gustav følte, og det vist nok med Rette, at Kristian havde handlet mindre redeligt mod ham, baade ved at love ham Baahus og Akershus Slotte i Norge som Pant for de erholdte og forventede Pengelaan uden at være i Stand til at indfri Løftet, og ved at afslutte Hamborger-Freden uden at tage Gustav med paa Raad, ja uden at give ham Underretning derom før længe efter. Gustav lod sig ingenlunde tilfredsstille derved, at Kristian med Usandhed kastede hele Skylden for at de norske Slotte ikke bleve ham overleverede paa Erkebiskop Olafs Gjenstridighed og Reisning. Han gjennemskuede Kristians i Grunden egennyttige og uredelige Statskunst; men han vilde klogeligen ikke forøge Faren baade for ham og for sig selv ved at lade det komme til aabent Brud paa en Tid, da de begge havde fra Udlandet saa meget at frygte[4].
Under disse indviklede og:endnu i høi Grad faretruende Omstændigheder er det begribeligt, at Kristian ikke kunde tænke paa noget stort krigersk Foretagende mod Norge, men maatte lytte til, eller i det mindste lade som han lyttede til, fredelige Forslag. Han havde i Slutningen af Marts modtaget Underretning fra Bergen om, hvorledes Kristoffer Throndssøns Angreb var mislykket, og han havde i den Anledning den 27de Marts fra Kallundborg tilskrevet Thord Roed med Opmuntring til Udholdenhed, og dette havde han gjentaget ved Skrivelse fra Malmø af 14de April. Nu kom Hr. Klaus Bilde i Mai Maaned til ham fra Oslo og kunde udførligen forklare ham Stillingen i Norge, hvilket Hr. Klaus maa have gjort uden hadefulde Beskyldninger enten mod Erkebiskoppen eller mod Folket. Hvilke Følelser og Tanker Kristian i sit Hjerte har næret, kunne vi ei afgjøre; men vist er det,
