at han lyttede til Klaus Bildes mundtlige og Hans Reffs skriftlige Forestillinger, om ogsaa maaskee meer i Betragtning af den farlige Stilling, hvori han selv endnu var stedt, end af Velvillie mod Nordmændene. Efterat have overlagt Sagen med Danmarks Raad, gav han sit Samtykke til en Herredag i Bergen ved St. Olafs Tid (29de Juli) og gav Erkebiskop Olaf Leide til den med 100 Mænd. Herom tilskrev han dog, saavidt “skjønnes, ikke Erkebiskoppen selv, men kun Esge Bilde i Bergen under 28de Mai, idet han med det samme paalagde ogsaa Hr. Esge at give Erkebiskoppen Leide, hvis han forlangte det[1]. Kristian har, som det lader, ligesaameget skyet at indlade sig i umiddelbar Brevvexling med Erkebiskoppen, som denne med ham. Og Aarsagen har aabenbare fra begge Sider været een og den samme, nemlig at ingen af dem vilde binde sig til den anden ved større Forpligtelser, end han igjen med nogenlunde Lethed i paakommende Tilfælde kunde løse sig fra.
Imidlertid havde de Uheld, som det Danmark fiendske Parti i Norge mødte ved sine første krigerske Foretagender, spredt Usikkerhed og Mishaab over dets aabenbare og hemmelige Tilhængere. Man tænkte ikke paa at oprette det lidte Tab, hvilket dog i Grunden neppe var saa overordentlig stort; derimod søgte man kun Udveie til at dække over hvad der var skeet, og atter nærme sig den Fyrste, som man nys havde undsagt. Og det kan ikke negtes, at Erkebiskop Olaf heri foregik med Exemplet paa en mindre ærefuld Maade, idetmindste hvis han virkelig af egen Drift havde anstiftet, eller endog blot frivilligen og fuldeligen givet sit Minde til Einar Tjelds og Kristoffer Throndssøns Foretagender, – ikke at tale om, hvis Erik Gyldenstjernes Beskyldning virkelig medfører Sandhed: at han var gangen saavidt, at han havde ladet Keiserens og Pfalzgrevens Skrivelser kundgjøre for Almuen for at ophidse denne, og i samme Øiemed havde fremstillet Kristian III’s Skattefordring som større, end den i Virkeligheden var. Djærvt Mod og urokkelig Fasthed var, som vi oftere have havt Anledning til at udpege, Egenskaber, der altformeget savnedes i Erkebiskop Olafs Karakter; derfor kunde heller ikke et større og farligere Foretagende, som nærværende var, under hans Ledning have Udsigt til at lykkes. Et andet Spørgsmaal er, om han var saa falsk, saa blindet af Ærgjerrighed og derfor saa hensynsløs for sine Landsmænds Tarv, som hans seirende Modstandere gjerne have villet fremstille ham; – derom har man ikke saa liden Grund til at tvivle. Vi maa ogsaa altid mindes, at Tidsalderens Statskunst var renkefuld. Erkebiskop Olaf var i saa Henseende et af sin Tidsalders Børn. Dog var han visseligen ikke af de værste; og hans Modstander, Kristian III, hvor høit end dennes
- ↑ Pal.-Müller, Gr. F. II. 276.
